Læs uddrag fra kapitlet 'Saglige udvidelser'

Bogen "Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis" udkom i 2015 på forlaget Klim. Her kan du læse uddrag fra kapitlet 'Saglige udvidelser – et bud på forståelse af en højskolepædagogik'.

Se indholdsfortegnelsen

af Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet

At lære og at være i et rummeligt fælleskab

For mig personligt var højskolen mit første hverdagsbaserede møde med forskel­ligheden i et lille land som Danmark. Ved morgenbordet føg det rundt med kø­benhavnsk slang, thybomål, bornholmsk, mit elskede århusianske og fynboernes syngende dialekt. Vi var ret forskellige, men vi lærte at være i et rummeligt fælleskab. Vi havde ikke travlt med at konkurrere og udgrænse hinanden, som jeg huskede som karakteristisk for min gymnasietid. Vel var der kliker og småkonflikter, men vi var samlet om at være på højskole, og det gjaldt ikke om at komme først, selvom vi var på en idrætsskole. Det var en slags minisamfund, indimellem som at være i en osteklokke. Som i øvrigt på alle andre kostskoler, hvor man bliver del af et omfatten­de fællesskab, der rækker ud over 8-16. Det fungerede i realiteten på min højskole, fordi lærerne var tydelige. De turde mene noget, og de var indimellem markante og højtråbende. Men også omsorgsfulde, når det gjaldt.

Mange nyere pædagogiske teorier er eksplicit optaget af fællesskabet, konteksten og det relationelle (se f.eks. Lave & Wenger 2003; Jensen & Brinkmann 2012; Niel­sen & Tanggaard 2011). Her er pointen, at alle læreprocesser er socialt konstitueret, fordi det er gennem deltagelsen i sociale praksisser, at vi lærer at mestre kulturens og samfundets praksisformer, måder at gøre tingene på, og at vi dannes. Det gælder, hvad enten det handler om at lære at løse ligninger, lave mad, danse, synge, tegne, skrive etc. Sagen er dog, at læreprocesser ikke bare er socialt konstitueret, forstået som integreret i sociale relationer og fællesskaber, men også, at det er værdierne, målene og rammesætningen, der retningsgiver læring.

Den læring, der foregår på en højskole, må derfor nødvendigvis ses i relation til højskolernes hovedsigte (livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse) samt den enkelte høj­skoles værdigrundlag. Pointerne fra situeret læring bliver ofte misforstået i retning af, at vi bare skal være sociale for at lære, men der er tale om en langt mere gennem­gribende 'situering' af forståelsen af læring, hvor det netop er deltagelsen i sociale praksisser, der er afgørende, og hvor læring ses som det, der udvider og åbner for nye praksisformer. Dette gælder også, når vi lærer, mens vi er alene. Højskolens norma­tive grundlag bliver her, mere eller mindre eksplicit, den horisont, der rammesætter elevernes deltagelse.

På nogle højskoler hænger disse normative markører ret konkret på væggen i form af billeder og plakater, inskriptioner, men også mere diffust i duf­ten i gangene, stemningen og atmosfæren og bliver på den måde kontekstmarkører, der fortæller en særlig historie om, hvad det vil sige at være med her. De relationelle læringsteorier har som sigte at forstå denne ret gennemgribende form for læring, der ikke kan reduceres til intrapsykisk informationsprocessering eller til et spørgsmål om undervisning. At man på mange højskoler lever og spiser sammen giver på den baggrund mulighed for ret omfattende læring, fordi det netop bliver tydeligt, at vi lærer gennem deltagelse i en social praksis og ikke bare ved at blive undervist, eller når vi ved, at vi lærer.