Når du opretter et kursus, får det indledningsvist tildelt statussen 'Klade'. Er du klar til at indsende dit kursus, skal du skifte status til 'Indsend' og afslutte med 'Opdater'. Når dit kursus er godkendt af FFD, får det tildelt status 'Ledige pladser'.
Skift status
Når FFD har godkendt dit kursus kan du skifte status på kurset. Du kan skifte mellem:
Ledige pladser
Venteliste
Alt optaget
Aflyst
Når et kursus har status 'Ledige pladser' eller 'Venteliste', fremgår der en tilmeldingsknap på kursussiden med teksten 'Tilmeld dig kurset' eller 'Tilmeld venteliste'. Begge knapper linker til skolens egen tilmeldingsside, som du har indtastet under fanen 'Link' på skolesiden .
Har et kursus derimod status 'Alt optaget' eller 'Aflyst' er der ikke nogen tilmeldingsknap.
Opdater status jævnligt
Det er meget vigtigt, at du løbende opdaterer jeres kurser med de korrekte statusser. Her er to gode grund til, hvorfor du bør opdatere dem jævnligt:
Du skuffer ikke brugerne . Hvis jeres kursusstatusser i Højskolebasen stemmer overens med jeres hjemmeside/virkeligheden, styrkes brugeroplevelsen. Hvis brugerne omvendt finder et ledigt kursus på hojskorne.dk, men efterfølgende opdager, at kurset er optaget, aflyst eller har venteliste, vil de føle sig snydt.
Du hjælper andre (trængte) skoler . Når du tildeler jeres kurser de korrekte statusser, så bidrager du til, at brugerne kun lander på de kurser og skoler, som rent faktisk har ledige pladser. Hvis alle skoler i fællesskab husker at opdatere kursusstatusserne, vil det være lettere at henvise nye elever til en skole.
Derudover gælder det altid, at oplysningerne på jeres hjemmeside skal svare til det, der står i Højskolebasen.
Hvornår skal du skifte til 'Venteliste' eller 'Alt optaget'?
Du bør skifte status til 'Venteliste', når elever/kursister ikke uden videre kan tilmelde sig kurset. Er der kun venteliste for et køn eller for specifikke linjer eller fag, anbefaler FFD, at du markerer dette tydeligt i kursusbeskrivelsen.
Du bør skifte status til 'Alt optaget', når det ikke længere er realistisk, at elever/kursister på ventelisten får en plads på opholdet/kurset.
En anden tommelfingerregel er, at informationerne i Højskolebasen skal svare til det, som I skriver på jeres egen hjemmeside. Har I eksempelvis et kursus/ophold med venteliste på jeres egen hjemmeside, skal det ligeledes fremgå af kursets status i Højskolebasen.