Inden længe bliver Houens Odde Spejdercenter ved Kolding fyldt op med debatter, workshops og højskolestemning. Her samles op til 600 højskoleelever, undervisere, forskere og andre interesserede til en stor festival om bæredygtighed.
Med Peoples Future Lab ønsker Højskolerne i Danmark både at inspirere internationalt og selv at hente inspiration udefra. Livet skal leves mere bæredygtigt overalt.
Lisbeth Trinskjær. formand for Folkehøjskolernes Forening
Den store begivenhed er kulminationen på projektet Peoples Future Lab, som Folkehøjskolernes Forening står bag. I projektet har 10 danske højskoler og 10 højskoler og højskolelignende institutioner ude i verden samarbejdet om at udvikle og styrke skoleformens bidrag til den bæredygtige omstilling af samfundet.
Festival med workshops, debat og kunst
De 10 udenlandske skoler fra Japan, Polen, USA, England, Kenya, Tanzania, Palæstina, Mexico, Færøerne og Indien har de seneste tre år både mødtes online og fysisk med danske højskoler for at dele deres perspektiver og erfaringer med at arbejde med bæredygtighed.
Nu har andre mulighed for at lytte og debattere med på festivalen, som finder sted den 12. maj og er gratis. På festivalen vil der være workshops, foredrag og debatter om den pædagogiske tilgang til bæredygtig omstilling samt kunst, musik og performances.
Som optakt til festivalen fredag afholdes der desuden tre Camp-dage, fra den 9. – 11. maj, hvor cirka 140 unge og 40 undervisere og forskere fra Global Network of Folk High School Research arbejder med deres tilgang til emnet.
"Livet skal leves mere bæredygtigt overalt"
Ifølge Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, er det afgørende at kunne drøfte den bæredygtige omstilling og hente inspiration fra højskoler fra hele verden.
”Bæredygtighed er ikke kun vigtigt for politikere, NGO’er eller aktivister – hvis det for alvor skal lykkes, skal alle bidrage, kloden rundt. Mange danske højskoler arbejder allerede i dag med bæredygtighed i praktiske og politiske fag, som natursyn og aktivisme. Med Peoples Future Lab ønsker Højskolerne i Danmark både at inspirere internationalt og selv at hente inspiration udefra. Livet skal leves mere bæredygtigt overalt. Det kræver helt fundamentalt folkelige forankring af den bæredygtige omstilling. Og det skal vi bidrage til”, siger Lisbeth Trinskjær.
En oplevelse af at være del af en fælles bevægelse
En af dem, der deltager på festivalen, er lærer på Brandbjerg Højskole Anne Neimann Clement. Hendes højskole har været en del af Peoples Future Lab-projektet de seneste år, hvor den har samarbejdet med Highlander Research & Education Center i USA. På festivalen deltager godt 50 elever fra højskolen, og Anne Neimann Clement skal blandt andet lede en skriveworkshop med undervisere fra andre skoler.
Mest af alt glæder jeg mig til at se, om eleverne og deltagerne på festivalen får en oplevelse af, at vi er en fælles bevægelse.
Anne Neimann Clement, Brandbjerg Højskole
”Jeg ser frem til at møde vores partnerskole fra USA og udvikle samarbejdet med dem. Men mest af alt glæder jeg mig til at se, om eleverne og deltagerne på festivalen får en oplevelse af, at vi er en fælles bevægelse. Jeg håber, de vil føle, at de står sammen med andre om noget politisk, og at dagene på og op til festivalen vil give dem mod, lyst og gejst til at gøre noget,” siger Anne Neimann Clement.
300 forandringsagenter
De seneste år har højskolerne i Peoples Future Lab-projektet udviklet et pædagogisk forløb, der har dannet 300 unge danske forandringsagenter til at drive og udvikle lokale bæredygtighedsprojekter i samarbejde med virksomheder, organisationer eller institutioner fra lokalsamfundet. På festivalen vil de unge forandringsagenter præsentere deres projekter og dele deres fælles visioner.
Festivalen er både relevant for beslutningstagere og særlige interessenter, herunder uddannelsesinstitutioner og organisationer, der arbejder med bæredygtig dannelse og omstilling i Danmark og globalt. Skoler opfordres også til at deltage i festivalen, som vil være gratis.
Læs mere om eventet her.
Find Facebook-event her.