Pensionsvilkår for pædagogisk personale
Pensionsvilkår for pædagogisk personale er fastsat i bekendtgørelse om ansættelsesvilkår for forstandere, viceforstandere og lærere ved folkehøjskoler.
Forstandere, viceforstandere og fastansatte eller tidsbegrænsede ansatte lærere skal have en forsikringsmæssig pensionsordning, hvortil skolen indbetaler 17,1 % i pension ud over lønnen, jf. § 10 i ansættelsesbekendtgørelsen. Derimod er timelæreres løn ikke pensionsgivende.
Det er skolen, der afholder hele pensionsindbetalingen, og der er således ikke tale om nogen egenandel for den ansatte ved pensionsindbetalingen. En 1/3 af pensionsindbetalingen anses dog teknisk set for den ansattes egetbidrag, men den skal ikke fratrækkes i den ansattes løn.
Intervallønnen for ledere, basislønnen for lærere samt kostskoletillægget er pensionsgivende. Det samme gælder varige og midlertidige tillæg, medmindre andet er fastsat. Der kan aftales pensionsbidrag af engangsvederlag.
Til ansatte, der er fyldt 70 år, udbetales pensionsbidraget som løn, medmindre den ansatte ønsker bidraget indbetalt på en pensionsordning. Pensionsbidraget kan desuden anvendes til køb af frihed.
Pensionskasse for pædagogisk personale
Den ansatte kan frit vælge pensionskasse. Dog er det ifølge ansættelsesbekendtgørelsen et krav, at pensionsindbetalinger for det pædagogiske personale skal ske til pensionsordninger, der opfylder kravene til bidragsdefinerede pensionsordninger i staten m.v.
Disse regler medfører nogle krav, som langt fra alle pensionsordninger opfylder. Blandt andet er der krav om, at to tredjedele af pensionsindbetalingen anvendes til livsvarigt løbende alderspension. Ud af disse to tredjedele kan dog også anvendes midler til invalidepension, tidsbegrænset ægtefælle- eller samleverpension eller børnepension ved død. Der kan også anvendes midler til gruppelivsforsikring, gruppeulykkesforsikring, gruppeinvalideforsikring og forsikring i forbindelse med kritisk sygdom.
Dette betyder, at højst en tredjedel af indbetalingen kan anvendes til ratepension eller til andre formål, som eksempelvis aldersopsparing eller en sundhedsordning.
Se nærmere herom i Cirkulære om aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte)
Skolen skal sikre, at pensionsbidrag kun indbetales til pensionsordninger, der overholder kravene. Skolen kan derfor med fordel bede pensionsselskabet om skriftligt at bekræfte, at ordningen for den konkrete pædagogiske medarbejder lever op til disse regler.
Skolen kan anvende denne blanket til formålet:
Erklæring om pensionsordning for pædagogisk personale på en folkehøjskole
Det kan navnlig være aktuelt, hvis medarbejderen har valgt et pensionsselskab, der normalt primært opererer på det private arbejdsmarked, og pensionsselskabet derfor ikke er vant til at tilbyde pensionsordninger, der skal opfylde kravene i aftalen om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv.
Alternativt kan det pædagogiske personale alle vælge samme pensionskasse. Det kan for eksempel være AkademikerPension, der optager højskoleansatte, magistre og andre akademikere som medlemmer, og som er vant til at administrere efter reglerne i cirkulæret.
Skolen kan ikke stille krav om, at alle benytter den samme pensionskasse.
Pensionsvilkår for TAP
For det teknisk-administrative personale (TAP) gælder der ingen fælles regler om pensionsvilkår eller -ordninger. Der er ikke krav om, at pensionsbidraget skal udgøre en bestemt procentsats.
For at understøtte TAP’ernes mulighed for at have en god pensionsordning, har FFD sammen med Efterskoleforeningen og andre foreninger for de frie skoler indgået et samarbejde med Willis Towers Watson (WTW) om en pensionsordning målrettet TAP’erne. Der indhentes med passende mellemrum tilbud fra forskellige pensionsselskaber med henblik på at få så god en ordning som muligt til de lavest mulige omkostninger. Fra 1. oktober 2026 er det AP Pension, der er leverandør af skoleordningen.
FFD har ikke mulighed for at rådgive om andre pensionsordninger eller sammenligne de tilbud, som skolerne får fra pensionsselskaber, og vi henviser derfor til ovenstående ordning.
Ønsker skolen at høre mere om skoleordningen eller benytte sig af den, så kontakt WTW’s pensionsrådgivere (se nederst via linket).
Det står den enkelte højskole frit for, om skolen, og dermed TAP’erne, vil tilsluttes skoleordningen. Skolen har derfor mulighed for selvstændigt at indgå et samarbejde med et andet pensionsselskab eller lade TAP’erne selv vælge deres pensionsselskab. Det kan for eksempel også være Akademiker Pension, der tilbyder at optage TAP’ere som medlemmer på samme vilkår som det pædagogiske personale på højskolen, hvis skolens pædagogiske personale har pensionsordninger der.
Tjenestemandslignende pensionsordning
Indtil 1996 blev forstander, lærere og nogle pedeller optaget i den tjenestemandslignende pensionskasse. Det er en ordning, der ikke er baseret på opsparing af indbetalte midler, men i stedet på optjening af pensionsår, der ved pensionsalderen udløser en livsvarig tjenestemandspension beregnet på baggrund af ansættelsens slutløntrin og i forhold til antallet af optjente pensionsår.
Det højeste antal pensionsår, der kan opnås, er 37, og pensionen vil i så fald være ca. 60 % af slutskalatrinslønnen. Skalatrinforløbet fremgår af § 11 i ansættelsesbekendtgørelsen.
Udbetalingen af tjenestemandspensionen kan ske fra det tidspunkt, hvor den ansatte når pensionsalderen. Dette gælder også, hvis vedkommende fortsat er i arbejde, såfremt vedkommende ikke fortsat er ansat på tjenestemandslignende vilkår. Påbegyndes udbetalingen før pensionsalderen, vil der ske en procentvis reduktion i den livslange udbetaling.
Skolens pensionsindbetaling for medarbejdere med en tjenestemandspensionsordning skal være 15 % af det pensionsudløsende skalatrin:
- for forstandere og viceforstandere er det skalatrin 47
- for akademisk uddannede lærere er det skalatrin 44
- for ikke akademisk uddannede lærer er det skalatrin 39, medmindre personen før 1/1 2005 er oprykket til skalatrin 44 i det akademiske skalatrinforløb.
I ansættelsesbekendtgørelsen fra 2016 er anført 15 % af ”basislønnen” som det beløb, der skal indbetales. ”Basislønnen” skal her forstås som de pensionsudløsende skalatrin, der er anført ovenfor, jf. skrivelse fra Kulturministeriet.
Det er Udbetaling Danmark, der står for pensionsudbetalingen, og det er hertil man henvender sig, når man ønsker at påbegynde pensionsudbetalingen eller har spørgsmål til ordningen.