Hvordan griber man emner som køn, krop, sex og seksualitet an, når man som lærer skal undervise unge på ungdomsuddannelserne i dem, eller når man som skole skal sætte rammerne for samværskultur?
De spørgsmål står mange lærere og skolefolk med i en tid, hvor generationernes syn på netop sex og seksualitet ændrer sig markant, og hvor seksualundervisning efter sommerferien er obligatorisk på de gymnasiale uddannelser.
Og et muligt svar kan findes i bogen ”Seksuel dannelse. Inspiration fra en højskolepraktiker”, som udkommer på Forlaget Højskolerne den 8. juni.
I den deler højskolelærer på Brandbjerg Højskole Mette Øyås Madsen sine mange års erfaringer med at undervise i køn, krop og seksualitet og med at arbejde med begrebet seksuel dannelse. Seksuel dannelse skal her forstås som individets dannelse til et seksuelt liv i fællesskab med andre. Ifølge forfatteren er behovet for seksuel dannelse stor i dag, hvor identitetspolitik fylder meget, og hvor særligt unge har fokus på retten til at være det køn og have den seksualitet, man har.
Der er meget læring at hente fra denne bog. Jeg måtte selv flere gange stoppe op og reflekter, da jeg læste bogen.
Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
”Vi befinder os midt i et paradigmeskifte på det seksuelle område, og det påvirker os alle. Særligt de unge mærker skiftet og den nye virkelighed, der på den ene side giver masser af muligheder, men på den anden side også er vanskeligere at navigere i end hidtil. Det er blevet komplekst at være et menneske med køn, krop og seksualitet. Og her synes jeg, i al beskedenhed, at denne bog kan være med til at sparke en indsats i gang,” siger Mette Øyås Madsen.


