Byg videre på det internationale år
Efter et år med store arrangementer som Young Europe is Voting og International Folk High School Summit kan vi i 2020 arbejde videre med de netværk og erfaringer vi har skabt.
International Dag er for alle medarbejdere på højskolerne, der arbejder med det internationale – både pædagogisk og administrativt.
Se programmet for International Dag 2020
Tilmeld dig International Dag 2020
Amerikansk besøg
På dagen vil du blandt andet opleve keynote speaker Ash-Lee Woodard Henderson fra den amerikanske højskole, Highlander Research and Education Center, Tennessee, USA, fortælle om hvordan hun ser de amerikanske civilsamfundsorganisationers rolle og ansvar i den aktuelle politiske situation i USA i et præsidentielt valgår.
Den verdensberømte højskole Highlander Research and Education Center spillede en aktiv rolle i den amerikanske borgerrettighedskamp, og har haft elever som Martin Luther King og Rosa Parks.
Få administrationen smurt
Få administration af internationale elever til at køre som smurt. Workshops med tips og tricks fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der giver indblik i de nyeste regler og love.
Rejser I bæredygtigt?
Find balancen mellem klimahensyn og mellemmenneskelige møder. Udelukker det hinanden? Vi stiller skarpt på problematikken i en frirumsdebat og en workshop om den bæredygtige studierejse.
Globalt udsyn for lærere og elever
Vi arrangerer workshops, hvor du som lærer kan sætte dit præg på højskolernes fremtidige globale arbejde. Vælg mellem blandt andet:
- Globalt netværk: Vær med til at tage de første skridt med det sprit nye globale højskolenetværk, ved at sætte ord på hvordan vi kan udnytte de potentialer, der ligger i den internationale højskolebevægelse!
- Topmøde 2021: Eller vær med til at bygge videre på erfaringerne fra Young Europe is Voting, og sæt dit præg på et nyt projekt om unges globale stemmer for klimaretfærdighed – et topmøde der skal afholdes i maj 2021.