”Du er den første muslim, jeg har mødt”
Når man ikke kender til andet end Danmark, er det jo mærkeligt, når folk ser på en, som om man er vandret hertil ad motorvejen i går.
Nafisa
Som ung pige med tørklæde og anden etnisk baggrund, oplever Nafisa ofte at bruge lang tid på at få nye bekendtskaber at forstå, at hun lige som dem:
”Folk er jo helt vildt søde og imødekommende, men når man er dansker og ikke kender til andet end Danmark, så er det jo mærkeligt, når folk ser på en, som om man er vandret hertil ad motorvejen i går. Det er jo det, folk ser. Og når jeg så åbner munden, kan de høre, at det er jeg ikke, men folk, der går her på højskolen, kommer jo ofte fra områder, hvor de ikke ser sådan nogle som mig og ikke haft en tæt relation med en, der går med tørklæde.”
Er højskole noget for mig?
Grundet det lave antal af minoritetselever, havde Nafisa nogle forbehold, før hun startede på højskole:
Nu er jeg fra Skanderborg, så jeg har været vant til at være en minoritet i blandt nogen, der har været danskere i generationer. Men noget af det jeg frygtede mest var, at folk på forhånd ville danne alle mulige billeder af, hvem jeg er. Det er jeg jo vant til, så jeg ved også godt, at jeg kan finde ud af det, men jeg havde ikke lyst til at skulle gå igennem det igen.”
Nafisa fortæller om en episode, der fandt sted i en af de første uger. En elev udspørger Nafisa om hendes tro og udbryder: ”Jeg er fra Odder, så jeg kender sgu bare ikke så mange muslimer.” Hertil svarede Nafisa: ”Jamen, jeg er fra Skanderborg, og der er altså muslimer i Odder!”
For Marek var det vigtigt, at skolen kunne imødekomme, at han som jøde ikke spiser svinekød.
”Det var intet problem, sagde de, da jeg ringede til skolen, men da jeg startede, var det altid svært for mig at vide, hvad jeg kunne spise”. Som homoseksuel tænkte han også over, om andre på skolen var det, og om han ville passe ind. Men for Marek var økonomien den største udfordring, fortæller han.
De første uger på højskolen – bagud på fællesskabspoint
”I den første uge havde jeg en masse samtaler, hvor folk sagde: ”Jamen jeg har bare aldrig mødt sådan en som dig”, og det er jo også ok. Det er jo bare mit lod i livet”, siger Nafisa og fortæller, at et gik over efter de første par uger.
Jeg kan mærke, at folk typisk har brug for at putte mig i en kasse, men det er ikke altid, at de kasser holder stik.
Marek
Hun understreger dog, at ”når mange i starten skaber relationer på dét, de er fælles om, og folk har forudindtagede holdninger om mig, så har jeg måske ikke haft den samme chance fra starten. Men det betyder ikke noget nu. Nu er det, jeg er mest glad for, sjovt nok det sociale. Det var ellers slet ikke det, jeg kom for.”
For Marek hjalp det at holde en morgensamling om hans religiøse baggrund. Så kunne han én gang for alle slå nogle ting fast.
”Jeg kan mærke, at folk typisk har brug for at putte mig i en kasse, men det er ikke altid, at de kasser holder stik. Derfor har jeg brug for, at folk spørger mig, og det er højskolen jo et perfekt rum til. - At få stillet de der svære, sårbare spørgsmål.”
På grund af sin jødiske baggrund oplever Marek at skulle svare på spørgsmål om Israel-Palæstina konflikten, netop fordi han har jødisk baggrund:
”Det er som om, de synes jeg har et ansvar, og det kan være tungt at bære, bare fordi jeg er jøde,” fortæller han.
Marek oplever, at det har en konsekvens i fællesskabet, hvilke privilegier vi kommer med i forhold til økonomi, baggrund m.m., og højskolen er et godt sted at få talt om de her ting.”