"Der kommer ikke nogen, hvis I hiver i snorene", siger Karin Busk med et smil på læben og henviser til Egmont Højskolens veludstyrede værelser, der til hverdag huser 208 elever, hvoraf 60 sidder i kørestol.
I år danner den store, flotte skole rammen om FFD's Årsmøde og generalforsamling. Og det er i den nyligt afdøde forstander Ole Lauths ånd, at den tidligere viceforstander (og nu konstituerede forstander) byder de 200 fremmødte højskolefolk hjertelig velkommen til stedet, som han havde glædet sig til at vise frem.
Efter velkomsten og en musikalsk morgensamling, begynder formanden Lisbeth Trinskjær sin beretning. Hun runder emner som mangfoldighed, presset på nutidens ungdomsgeneration, konsensuskultur i højskolebevægelsen, bopælspligt og en ny stor bevilling til Frirummet.
Beretningen lagde op til, hvad Lisbeth Trinskjær senere kaldte en "historisk omfattende debat".
1. Hed debat om bopælspligt og hjemlighed
Et af programmets mest omdiskuterede punkter blev debatten om bopælspligt på højskolerne, som var ført an af Erik Lindsø (tidligere højskoleforstander) og Mads Rykind (forstander på Rødding Højskole). Til generalforsamlingen stillede de to resolutionsforslag med henblik på at lovgive om, at fremtidige højskoleforstandere skal på bo skolerme.
Bopælspligten er lige så vigtig for skoleformen som eksamensfriheden. Højskolen er en leveform. Uden bopælspligten går højskolen fra at være et hjem til at blive en institution. Vi mener, at FFD skal arbejde for at vende udviklingen.
Mads Rykind, forstander på Rødding Højskole
Fra talerstolen kunne mange give Mads og Erik ret i, at hjemligheden har en afgørende værdi for elevernes oplevelse af det at leve og lære på højskolen. Modstanden mod forslagene var alligevel markant af den principielle årsag, at det ville være selvmodsigende at lovgive på området, da flertallet ønsker at værne om højskolen som den frie skoleform, den er.
Begge resolutionsforslag blev stemt ned af forsamlingen.