Højskolerne skal registrere reelle ejere
Højskoler er omfattet af reglerne vedrørende registrering af reelle ejere.
I starten af november 2017 fastsatte Erhvervsstyrelsen retningslinjerne for registrering af reelle ejere i en ny vejledning. De frie skoler - herunder højskolerne - er omfattet af denne. Som begrundelse for registreringskravet fremføres nødvendigheden af at kunne opfylde de internationale regler vedrørende modvirkning af skattely og hvidvaskning.
Selvom de frie skoler er karakteriseret ved at være selvejende institutioner, har Erhvervsstyrelsen bestemt, at det er skolernes bestyrelse, der skal registreres som reelle ejere.
Når Erhvervsstyrelsen betegner en højskoles bestyrelse som reelle ”ejere”, er det med baggrund i, at bestyrelserne har stemmerettigheder.
Sådan gør du
Den praktiske registrering skal ske på Virk.dk under punktet Ændre virksomhed.
Ikke registreret korrekt i CVR-registret?
Som udgangspunkt skal højskoler i CVR-registret være registreret med virksomhedsform: Selvejende institution med offentlig støtte.
De fleste højskoler er registreret med en branchekode 855900 i CVR-registeret (Anden undervisning).
Nogle højskoler har ikke kunnet registrere sine reelle ejere, da ikke alle højskoler står opført som en selvejende institution i CVR-registret. FFD har forespurgt og nu fået følgende svar via Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende denne problemstilling.
De pågældende højskoler skal indsende en mail til Erhvervsstyrelsen: Virksomhed@erst.dk - Emne: Fejlagtig registrering af rette ejere.
I mailen oplyser man om, at højskolen er registreret fejlagtigt som en erhvervsdrivende fond/andet, men at højskolen burde være registreret som en selvejende institution - jf. skolens vedtægter, som skal være vedhæftet mailen.
Desuden at dette ønskes ændret.
Herefter vil erhvervsstyrelsen tage kontakt til SKAT og forsøge at rette problemet, så skolen bliver i stand til at registrere de reelle ejere.