Kulturminister Zenia Stampe skulle have deltaget i årsmødet, men måtte i sidste øjeblik aflyse. I stedet sendte hun en videohilsen, hvor hun blandt andet roste højskolernes arbejde og betydning i en ”verden i opbrud”.
”I kampen for frihed, ret, demokrati og fællesskab har vi brug for jer, højskolerne. For I blev skabt til at myndiggøre mennesker, og den mission er højaktuel igen,” sagde hun blandt andet og takkede højskolerne for at stå værn om vigtige værdier i vores demokrati.
Zenia Stampe roste også højskolernes arbejde med Ungeløftet. I den politiske aftale om Ungeløftet fra 2024 har landets højskoler fået 10 millioner om året fra 2025 til og med år 2028. De midler gør, at unge uden job og uddannelse kan søge støtte til at komme på højskole via Ungeløftet-stipendiet, og den mulighed har over 800 unge benyttet sig af siden januar 2025.
”På højskolerne er fællesskabet vitterligt for alle, og jeg er stolt af, at I har vist det,” sagde ministeren og løftede sløret for, at hun ønsker at sikre, at projektet også kan fortsætte efter 2028.