Hvordan kan man gøre landets højskoler mere tilgængelige for unge i udsatte livssituationer og sikre, at de får den pædagogiske støtte, de har behov for? Det spørgsmål fylder meget på landets højskoler i disse år og i samfundet generelt, hvor både politikere og fagfolk ser højskoler som en mulig vej for unge, der mistrives eller er uden job og uddannelse.
Projektet handler først og fremmest om, hvad der pædagogisk og strukturelt skal til for, at nogle af samfundets mest udsatte unge kan indgå i og gennemføre et højskoleophold.
Emil Hagemann Christensen, højskolelærer og medlem af priskomitéen
Nogle steder har man også allerede fundet svaret. Det gælder blandt andet på en række folkehøjskoler, som de seneste år har arbejdet med flere sociale aktører om at give udsatte unge økonomisk støtte til at komme på højskole samt pædagogisk støtte før, under og efter opholdet.
I dag blev projektet ”Udsatte unge på højskole” hyldet med Højskolepædagogisk Pris, hvilket skete under højskolernes årlige lærer- og forstandermøde, Højskolemødet, på Egmont Højskolen i Hou.
Kernen i det højskolepædagogiske arbejde
Højskolepædagogisk Pris uddeles af Folkehøjskolernes Forening i Danmark og går til projekter, personer eller organisationer, der udbreder kendskabet til højskolernes idé, opgave og pædagogiske praksis. Ifølge komitémedlem og højskolelærer Emil Hageman Christensen berører ”Udsatte unge på højskole” netop kernen i det højskolepædagogiske arbejde.
Unge, som er i udsatte livssituationer, har brug for bedre veje ind i voksenlivet. Og det kan højskolerne i høj grad bidrage til.
Trine Kruse Friis, udviklingskonsulent i KFUM’s Sociale Arbejde
”Projektet handler først og fremmest om, hvad der pædagogisk og strukturelt skal til for, at nogle af samfundets mest udsatte unge kan indgå i og gennemføre et højskoleophold. Derudover viser det, hvordan undervisning og samvær, som finder sted i et værdibaseret og hjemligt kostskolemiljø og er præget af livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, kan bidrage til, at unge går fra udsathed til myndighed,” sagde han under prisoverrækkelsen.
”Udsatte unge på højskole” startede som et pilotprojekt i 2021 og ledes i dag af Silkeborg Højskole og KFUM’s Sociale Arbejde. Ifølge udviklingskonsulent Trine Kruse Friis fra KFUM’s Sociale Arbejde har projektet været meget meningsfuldt for de unge, som organisationen er i kontakt med fra blandt andet forsorgshjem, hjem med alkoholmisbrug eller anbringelsessteder.
”Med os som afsender og højskolerne som modtager kan vi gennem fagligt samarbejde hjælpe unge til at få et højskoleophold, der bidrager til øget livsmestring, nye relationer, tro på dem selv og mod på livet. Unge, som er i udsatte livssituationer, har brug for bedre veje ind i voksenlivet. Og det kan højskolerne i høj grad bidrage til,” siger Trine Kruse Friis.
”På mange måder har højskoleopholdet reddet mig”
Erfaringerne fra projektet viser da også, at de unge, der har deltaget i projektet, forlader højskoleopholdet med en følelse af at være en del af et fællesskab og med mod til at drømme om fremtiden. Det fortæller Jan Hamborg Lundum, der er viceforstander på Silkeborg Højskole, og som fredag tog imod prisen på Egmont Højskolen sammen med Trine Kruse Friis.
På mange måder har højskoleopholdet reddet mig.
Sara Ramsing, tidligere elev på Løgumkloster Højskole
Ifølge ham har projektet dog også betydning for højskolernes andre elever.
”På højskolerne har vi hvert semester haft temadage i samarbejde med KFUM’s Sociale Arbejde, hvilket har givet højskoleeleverne en vigtig indsigt i den sociale ulighed blandt unge i Danmark og et højskolefællesskabs betydning. Med det afsæt oplever højskoleeleverne værdi i at kunne være noget for hinanden. Unge har brug for at udvikle sig og føle samhørighed uanset baggrund,” siger han.
En af de unge, som har oplevet betydningen af samarbejdet, er 22-årige Sara Ramsing, som kom på Løgumkloster Højskole med støtte fra projektet.
”På mange måder har højskoleopholdet reddet mig. Da jeg startede på Løgumkloster Højskole, havde jeg det rigtig svært og led meget af social angst. På højskolen mødte jeg andre unge, der også kæmper med noget. Og derfor følte jeg mig pludselig ikke så alene,” siger hun.