Få fire nedslag fra Højskolernes årsmøde 2024

Op til årsmødet havde to politikere lavet videohilsner til højskolerne, og begge blev vist for de fremmødte inden generalforsamlingens begyndelse.

Havde vi ikke højskoler Danmark, så havde vi været nødt til at opfinde dem

Troels Lund Poulsen, formand for Venstre

Den ene hilsen var fra fungerende kulturminister og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne. Hun talte om, hvordan højskolerne ifølge hende spiller en helt essentiel rolle i at sikre sammenhængskraften i et samfund, hvor samtalen kan have trange kår, hvor der er ekkokamre på sociale medier og ringe interesse for at lytte til dem, man ikke deler holdning med.

”Jeg ser højskolerne som en klar og nødvendig modpol til den ensidige monolog. Vi skal sammen værne om den åbne og fordomsfrie dialog for at passe på vores demokrati,” sagde hun.

Den anden hilsen var fra Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som takkede for det gode samarbejde med højskolerne og Folkehøjskolernes Forening i forbindelse med den nye politiske aftale om at hjælpe de 43.000 unge, der er uden for job eller uddannelse.

”Tak for et godt samarbejde til højskoleforeningen og landets højskoler, som på alle måder gør en stor indsats for vores unge. Havde vi ikke højskoler Danmark, så havde vi været nødt til at opfinde dem, for højskolerne bidrager med rigtig mange gode ting til at sikre en sammenhængskraft i det danske samfund, men også til at give unge en mulighed for at blive dannet.”

De 43.000 unge uden job og uddannelse fik også plads i den mundtlige beretning fra Højskolernes formand, Lisbeth Trinskjær.

Det er enormt befriende, at der nu politisk investeres i noget, der ikke kan måles og vejes. At man politisk tror på dannelsen. At der er tillid til at højskole styrker, bidrager og gør unge mere resiliente.

Lisbeth Trinskjær, Folkehøjskolernes Forening

Her talte hun blandt andet om udfordringen ved, at højskolerne længe i høj grad har været for de unge, der selv kan tjene penge til at tage af sted eller kan få økonomisk opbakning af deres familie.

”Jeg er så taknemlig for, efter drøftelser i forstanderkredsen, at have fået mandat til at sende det meget direkte signal til det politiske Danmark, at højskolerne vil bidrage stærkere til, at unge uden for job og uddannelse finder et stabilt ståsted i tilværelsen. Og at vi er villige til at hjælpes ad – så vi kan gøre det, på de økonomiske præmisser et stipendie-system skaber,” sagde hun i beretningen.

At der nu er afsat 40 millioner kroner over de næste 4 år til højskolestipendier, rekruttering og pædagogiske indsatser, skulle hun stadig knibe sig i armen over, sagde hun.

Hun tilføjede, at der fortsat ligger en vigtig opgave i at række ud til de unge, der slet ikke har ”højskole” på deres radar, så højskole ikke bliver forbeholdt de familier eller vennekredse, der allerede kan se sig selv i foredragssalen, på værelset med bad på gangen, i opvasken og med Højskolesangbogen i hånden.

”Men det er enormt befriende, at der nu politisk investeres i noget, der ikke kan måles og vejes. At man politisk tror på dannelsen. At der er tillid til at højskole styrker, bidrager og gør unge mere resiliente. At ’omvejen’ måske i virkeligheden skaber en stabilitet, der udligner den ’forsinkelse’, alle aktører i arbejdsmarkedet er så optaget af at nedbringe.”

Folkehøjskolernes Forening har netop fået formuleret de fælles ambitioner og sigtepunkter, som foreningens arbejde i de kommende år vil tage afsæt i.

Ambitionerne er blevet trykt i en lille folder, som årsmødegæsterne havde modtaget ved deres ankomst, og senere på dagen blev de præsenteret af bestyrelsens næstformand, Claus Staal, sammen med foreningens handleplan for de kommende år.

Ambitionerne handler om at styrke den demokratiske deltagelse, at gøre højskolen tilgængelig for flere, om at bidrage til den grønne omstilling og om at sikre frie højskoler og en stærk fælles bevægelse.

Ambitionerne skal dog ikke ses som en strategi, som højskolerne er tvunget til at følge, sagde Claus Staal.

”Det har været vigtigt for os ikke at lave et strategipapir, hvor vi anlagde et synspunkt på, hvad højskolerne skal. I stedet har vi lavet noget, højskolerne og vi som forening kan orientere os efter. Lige nu er det vigtigt, at vores arbejde primært er understøttende for det arbejde, der foregår på skolerne,” sagde Claus Staal.

På årsmødets anden dag var der oplæg på programmet. Det første kom fra Christian Hjortkjær, som er lærer på Silkeborg Højskole og netop har udgivet bogen Skamfuld.

Hvis størstedelen af de unge siger, at de har svært ved fællesskabet, så er der ikke noget galt med dem, så er der noget galt med fællesskabet

Christian Hjortkjær, Silkeborg Højskole

Han talte om skam og tabuer i ungdomsgenerationen. Ifølge ham er der kommet mange nye former for forbud blandt de yngre generationer, og mange lærere vil have oplevet at sige noget, som ikke længere må siges.

”Vi er de skamløse i mange tilfælde. Det er os, der ikke fatter, hvornår vi har sagt noget, vi ikke burde. Her er unge i dag bedre til at være mere sårbare og sige, når de bliver kede af det, hvilket er stort. Min generation reagerer ofte med vrede. Vi har en anden robusthed, hårdhed og kyniskhed over os,” sagde han.

Derudover talte Christian Hjortkjær om udfordringer ved fællesskabet. Tidligere har undersøgelser vist, at mange efterskoleelever dropper ud, fordi de havde svært ved at indgå i fællesskabet.

”Vi fra de frie skoler siger altid, at fælleskabet er løsningen. For så snart de unge er inde i fællesskabet, så bærer vi i flok. Men hvis størstedelen af de unge siger, at de har svært ved fællesskabet, så er der ikke noget galt med dem, så er der noget galt med fællesskabet. Det er løsningen, der er blevet problemet,” sagde han.

Ifølge ham har de unge brug for små fællesskaber på højskolerne, hvor alle ikke altid skal være med.

”Det er vores ansvar at indrette højskolen, så det er muligt at være sårbar.”

Senere på dagen var der oplæg med Matilde Walter Clark, som har skrevet bøgerne "Det blinde øje" og "Hvordan man laver dyr", som omhandler mink og dyr, der er opdrættet i lukkede anlæg. I sit oplæg talte hun om sproget, og de virkeligheder, vi opfatter som sande. 

For eksempel får ordet ”landmand” i første omgang hende til at tænke på en karakter som Frank Eriksen fra DR-programmet "Bonderøven".

”Men når jeg googler navne på landmænd, dukker der helt andre billeder op. Det er erhvervsmænd, virksomhedsledere og producentejere. På samme vis kalder vi industrianlæg for gårde og farme, hvilket giver os et helt andet billede i hovedet. Det skaber en dissonans mellem lyd og billede,” sagde hun.

Da alle mink skulle aflives under coronapandemien, var det ifølge Mathilde Walter Clark også interessant at se, hvilket sprog der blev brugt til at beskrive situationen for producenterne – og for dyrene.

”Dyrene var et produkt, en vare, en ressource og et designobjekt sammenlignet med Flora Danica og B&O. De var bare ikke lavet af glas, stål og cement, men af dna. Det var aldrig dyrene, men derimod minkproducenter der ’skulle aflives’, og det var erhvervet, der ’fik dødsstødet’," sagde hun under oplægget.