Hvad gik jeres projekt ud på?
Grundtvigs Højskole søgte penge i Folkeoplysningspuljen til udarbejdelse af et korværk om nogle af højskolens grundværdier om fællesskab, næstekærlighed, troen på sig selv og med et budskab om, at vi ikke dannes af vores præstationer.
Korværket skulle indstuderes på en uges sommerkursus med kursister fra hele landet, der fremførte værket ved en offentlig koncert.
Herefter ville vi udbrede værket og budskabet igennem kontakt til en lang række kor med tilbud om at købe korsæt af værket samt tilbud til forskellige interessenter om et oplæg ved komponist eller forfatter.
Hvordan greb I projektet an?
Vi havde allerede et godt samarbejde med komponist og korleder Jakob Høgsbro, der var klar til at komponere værket, og han fandt frem til tekstforfatter Maria Kynne. De var meget inspirerede af det kristne dåbsritual, det dobbelte kærlighedsbud og af højskolelærer Christian Hjortkjærs bog ”Utilstrækkelig”. Sammen fik de to skrevet korværket ”Altid allerede elsket”.
Vi afholdt flere møder med Jakob Høgsbro undervejs i processen og talte om højskolens værdier, som gerne skulle afspejles i værkets tekst.
Sommerkurset blev udsolgt, så der var udsigt til en uge med 82 engagerede kor-kursister, der på forhånd modtog noder og øvefiler til værket, og som på en uges sommerkursus lærte hele værket, så de kunne fremføre det til en offentlig uropførelse på Grundtvigs Højskole. Vi inviterede bredt til koncerten – lokalpresse, lokalpolitikere, skolekreds, bestyrelse, tidligere elever, en del præster m.fl.
Allerede i forbindelse med ugen og koncerten fik vi kontakt til flere kor, der var interesserede i at synge og opføre værket, og der var lavet aftale med Helsingør Stift om, at Jakob Høgsbro skulle holde oplæg på deres stiftskonvent om værket. Værket indeholder bl.a. et bud på en ny dåbssalme og konfirmationssalme, som stiftet var meget interesserede i.
Hvad er det vigtigste, I opnåede?
Projektet er gået over al forventning. Autorerne skrev et værk, der taler lige ind i tidens udfordringer omkring trivsel, ensomhed, selvværd og fællesskab. Det har vist sig, at temaet vækker genklang og interesse mange steder, ikke mindst i kirker og på højskoler.
Kursisterne var meget optagede af værket, og i ugens løb blev der talt meget om de ovenstående temaer underbygget af foredrag, morgensamlinger og workshops.
Koncerten gjorde stort indtryk på de over 300 tilhørere, og flere udtrykte allerede til koncerten interesse for at få værket opført i deres kirke eller af deres kor. Efterfølgende har flere kor henvendt sig og købt værket, og flere præster har vist interesse for at få det opført i deres kirker.
Autorerne har lavet tre sange fra værket til enkeltstående noder, så disse sange kan deles frit. Det var der flere præster, der efterspurgte, og vi ved, at disse sange allerede er blevet brugt. Det gælder f.eks. dåbssalmen og konfirmationssalmen fra værket.
Hvordan kan andre højskoler eller højskolebevægelsen bruge jeres erfaringer fra projektet?
Vi vil absolut anbefale andre højskoler at kaste sig over at lave korværker og korkurser med temaer om fællesskab, næstekærlighed, selvværd eller andre aspekter af højskolens grundværdier. Det vigtige er at finde gode samarbejdspartnere til at skrive værket, så man løbende kan afklare, om det er på vej i den rigtige retning.
Det har vist sig at være en stor fordel, at komponisten også var korleder på ugen og dermed kunne formidle værkets ide til kursisterne og præsentere det for tilhørerne både som dirigent og som afsender på værket.