Hvorfor endte du på en højskole?
Tilfældigheder – og så alligevel ikke. Jeg kom fra en stilling på universitetet, og jeg kendte til min nuværende arbejdsplads, Rønshoved Højskole, forinden. Jeg havde blandt andet holdt foredrag på skolen og bidraget til en antologi, hvor forstanderen også bidrog.
Jeg søgte stillingen, fik den tilbudt og sagde med det samme ja tak. Jeg har aldrig fortrudt siden, aldrig.
Søren Hviid Pedersen, Rønshoved Højskole
En dag blev jeg opmærksom på, at skolen søgte en ny lærer, og jeg tænkte med det samme, at det var relevant for mig. Jeg søgte stillingen, fik den tilbudt og sagde med det samme ja tak. Jeg har aldrig fortrudt siden, aldrig.
Hvad har været den vildeste aha-oplevelse for dig på højskolen?
Der er en del. Den første såkaldte aha-oplevelse var, da jeg kom igennem den første ansøgningsrunde på skolen og skulle til den næste. Her blev det annonceret, at jeg havde været igennem den almindelige jobsamtale og nu skulle igennem den ”ideologiske” jobsamtale. Jeg kan stadig huske to ting om, hvordan jeg reagerede på den annoncering.
Den første er, at jeg instinktivt tog fat i stolens to armlæn og klemte til – for det havde jeg aldrig oplevet før. Den anden var, at jeg kom til at tænke på Tvindskolerne og alle de rygter, og måske myter, om, hvordan man bedrev de såkaldte ”ideologisk korrigerende” samtaler. Jeg tænkte simpelthen, om det her var borgerlighedens svar på Tvindskolerne? Alt dette var unødige, spildte kræfter. Den ideologiske samtale handlede om, hvordan jeg forholdt mig til skolens værdigrundlag, hvilket, for mig at se, er ganske naturligt, ja ligefrem nødvendigt, hvis man ønsker ansættelse i en institution, der er værdibaseret. Det er min højskole i allerhøjeste grad.
Hvornår har du stået i dit største dilemma på højskolen?
Vores elever er mange og har alle forskellige profiler, interesser og ikke mindst evner. Et dilemma er, hvordan jeg som underviser skal prioritere stoffet for eleverne. Skal jeg vælge en tekst, hvor alle kan være med, eller en tekst, der også kan udfordre den stærke elev?
Skal jeg vælge en tekst, hvor alle kan være med, eller en tekst, der også kan udfordre den stærke elev?
Søren Hviid Pedersen, Rønshoved Højskole
Min undervisning er dialogbaseret, hvor jeg starter med at ”tygge” teksten igennem for eleverne og herefter åbner for fortolkninger, spørgsmål, indsigelser, kritik, debat og så videre. Jeg forsøger, men lykkes selvfølgelig ikke altid med at inddrage alle elever. Oftest er det jo eksistentielle spørgsmål, der drøftes, og på det felt er vi alle vores eget livs eksperter, hvilket betyder, at alle i princippet kan bidrage og fortælle om deres egne erfaringer og tolkninger.
Hvad er det bedste råd, du har fået af en elev?
Jeg får mange råd af mine elever – jeg har bare en ret dårlig hukommelse på det punkt. Men grundlæggende er jeg en parasit i den forstand, at jeg gennem samtaler med blandt andre eleverne suger til mig af indtryk, forargelser, glæder, overraskelser og inspiration. Så hvis jeg har fået råd, har jeg fået så mange, at jeg simpelthen ikke kan fremhæve ét frem for et andet. Det er en absolut berigelse at tale med elever, kursister og kollegaer. Det er sådan, man bliver klogere og nogle gange kommer ud af vildfarelser og misforståelser.
Mange vil måske hævde, at jeg trænger til flere samtaler og råd, men det til side, så værdsætter jeg til disse samtaler med eleverne og ikke mindst kollegerne. De bidrager alle til, at jeg både bliver en bedre højskolelærer og et bedre menneske, fordi jeg bestandigt får udfordret mit 57-årige verdensbillede. Mellem os sagt kan det verdensbillede godt være lidt stenet og knoklet, men altså, på den fede måde!
Hvad er det værste ved at arbejde på en højskole?
Min største frygt er, at regler og administrative procedurer er ved at gøre sit indtog i højskoleverden. For det bedste ved højskoleverdenen er dens frihed – frihed til at selv bestemme indholdet af undervisningen, den store selvstændighed i udførelsen af arbejdet, at der er en tæt forbindelse mellem idé og udførelse og den forholdsvise flade struktur.
Det bedste ved højskoleverdenen er dens frihed – frihed til at selv bestemme indholdet af undervisningen, den store selvstændighed i udførelsen af arbejdet, at der er en tæt forbindelse mellem idé og udførelse og den forholdsvise flade struktur.
Søren Hviid Pedersen, Rønshoved Højskole
Alt dette kan let ødelægges ved at lægge alle vores aktiviteter under regel, som det hedder på mit oprindelige sprog – DJØF-sproget. Så mistes spontanitet og frihed og dermed også arbejdsglæden. Så det værste ved højskolen er den trussel, jeg i øjeblikket ser.
Et eksempel er et nyt krav om timeregistrering – jeg har levet i to forskellige systemer, hvor man dyrkede denne specielle form for administrativ praksis, og det førte kun til mangel på fleksibilitet, rigiditet og tænkning i timer og timenormeringer. Det var en forfærdelig oplevelse, og mit liv som medarbejder blev ikke bedre eller lettere af det. Tværtimod.
Hvis du fik 10 millioner kroner til udvikling af din højskole, hvad skulle de så bruges på?
Min højskole er over 100 år gammel, og hvis jeg fik 10 millioner, ville jeg bruge dem på forbedringer af miljøer, der understøtter socialt samvær og undervisning. Det vigtige ved højskoler er samværet med elever og kollegaer, og det synes jeg altid fortjener gode rammer.
Hvad ville du lave, hvis du ikke arbejdede på en højskole?
Jeg tror, jeg ville forsøge at få et job som underviser. Undervisning er en så berigende aktivitet, der åbner for nye verdener, en ny tekst, en ny aktivitet, nye erfaringer og oplevelser.
At undervise er verdens bedste job
Søren Hviid Pedersen, Rønshoved Højskole
At undervise er verdens bedste job, og jeg håber, at jeg kan fortsætte med dette, indtil jeg falder af pinden!