PRESSEMEDDELELSE

Ny bog undersøger højskolernes arbejde med bæredygtighed

Publiceret 14-05-2024

Klimakrisen tvinger os til at tænke i nye veje til at fastholde håbet og engagementet hos både unge og ældre. I en ny bog deler højskoler deres erfaringer med at undervise i grøn omstilling.

En ny bog giver første gang et samlet indblik i, hvordan der arbejdes pædagogisk med bæredygtighed på højskolerne. Foto: Jon Spangsvig

Hvordan sætter man fokus på klimakrisen uden at fylde unge med angst og apati?

Det dilemma står mange undervisere i, når bæredygtighed sættes på dagsordenen. Emnet kan let føles uoverskueligt og i værste fald føre til afmagt og polarisering.

Ikke desto mindre tages udfordringen op på landets højskoler, som i disse år arbejder med alt fra undervisning i permakultur og bygning af tiny houses til at nedbringe skolens egen CO2-udledning ved at gøre køkkenet grønnere eller blive selvforsynende.

Erfaringerne fra de forskellige initiativer er nu samlet i en bog, der for første gang giver et samlet indblik i, hvordan der arbejdes pædagogisk med bæredygtighed på højskolerne.

Bogens to forfattere er Johannes Schønau, som er lærer på Egmont Højskolen og bæredygtighedskonsulent hos Folkehøjskolernes Forening, og Marie Holt Richter, som underviser og forsker i bæredygtig udvikling og har været tilknyttet Folkehøjskolernes Forening.

Målet er ifølge Johannes Schønau at skabe håb og vise nye veje til et mere bæredygtigt samfund.

”Klimakrisen kalder på handling fra flere dele af samfundet. Det gælder også uddannelsesinstitutioner, som har et ansvar for at give unge lyst, mod og mulighed for at håndtere en forandret og foranderlig virkelighed. Det er let at føle sig på gyngende grund, men vi må finde løsninger, hvis vi vil skabe en bæredygtig fremtid, som alle kan se sig selv i. Højskolerne tilbyder netop et rum, hvor man kan diskutere og eksperimentere med grøn omstilling,” siger Johannes Schønau.

Dagbogsnotater og debat om dannelse

I bogens første del kommer man helt tæt på arbejdet med bæredygtighed gennem interviews og dagbogsnotater fra højskolelærere, som beskriver ambitioner, tvivl og op- og nedture fra undervisningen. Bogens anden del består af bidrag fra forskere og højskolepraktikere, som diskuterer, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i højskolens rammer og pædagogik, og om der er brug for, at højskolerne i højere grad definerer og taler om bæredygtig dannelse.

Dette gør bogen relevant for langt flere end højskoler, siger Marie Holt Richter.

”I hele uddannelsessektoren er der en stigende interesse for, hvordan man arbejder pædagogisk med bæredygtighed, så vi som samfund kan klæde fremtidige generationer bedst muligt på til de udfordringer og forandringer, de står overfor. Hvad end man er højskolelærer, forsker eller beskæftiger sig med bæredygtighed på andre måder, kan bogen inspirere til, hvordan vi griber arbejdet an,” siger Marie Holt Richter.

Højskolerne har bæredygtighed på dagsordenen

De seneste år har Folkehøjskolernes Forening arbejdet mere konkret med bæredygtighed og igangsat flere projekter, som både kommer højskolerne og samfundet til gode, fortæller formand for Folkehøjskolernes Forening Lisbeth Trinskjær.

”Højskolerne har altid forholdt sig til de samfundsemner, der fylder i tiden. Skoleformens frie rammer giver os en særlig mulighed for at være steder, hvor nye idéer kan opstå og afprøves. Vi kan være de laboratorier for bæredygtig udvikling, som tiden trænger til,” siger hun.

Bogrelease og podcast

Den 15. maj kl. 15.30-17 er der bogrelease, hvor bogens forfattere bliver interviewet af Andy Højholdt på Campus Carlsberg i København. Det sker i lokale 6.20. Interviewet bliver optaget og kan også høres i podcasten Bogklog.

Køb bogen her.

Om bogen

På gyngende grund. Bæredygtig dannelse i et højskoleperspektiv
Af Johannes Schønau og Marie Holt Richter
Udkommer i maj hos Forlaget Højskolerne
225 sider


Køb bogen her.

Om forfatterne

Johannes Schønau. Cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet. Underviser i natur- og bæredygtighedsfag på Egmont Højskolen og er bæredygtighedskonsulent i Folkehøjskolernes Forening. Holder foredrag og skriver faste indlæg til dagblade.


Marie Holt Richter. Cand.mag. i Filosofi og Kulturmødestudier ved Roskilde Universitet. Har arbejdet med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling siden 2012 og underviste i bæredygtig omstilling på Jyderup Højskole mellem 2015 og 2017. Har tidligere været tilknyttet Folkehøjskolernes Forening som bæredygtighedskonsulent.

Bogen indeholder også bidrag fra:
Jeppe Læssøe, professor emeritus, DPU, AU
Simon Finnerup, lærer, Den Frie Lærerskole
Jeppe Graugaard, underviser, forsker, foredragsholder
Jonas Andreasen Lysgaard, lektor, ph.d., DPU, AU
Sarah Hellebek, viceforstander, Krogerup Højskole
Simon Lægsgaard, forstander, Brandbjerg Højskole
Monica Carlsson, lektor, ph.d., DPU, AU

SERIE: Højskolen til debat

”På gyngende grund” er en del af bogserien ”Højskolen til debat”. Med serien ønsker Forlaget Højskolerne at skabe grobund for debat og samtale om højskolens idé, opgave og praksis i lyset af både skoleformens tradition og tidens store spørgsmål.

Mette Skov Hansen
Kommunikationskonsulent
Kommunikation

Presseansvarlig

Johannes Schønau
Bæredygtighedskonsulent
Strategiske indsatser

Højskolernes bæredygtighedsindsats og Vekselvirke

Andre nyheder

Vil du modtage FFDs nyhedsbrev?

Folkehøjskolernes Forenings nyhedsbrev for dig, der er ansat på en højskole eller har interesse for den politiske, administrative eller pædagogiske proces omkring højskolerne.

  • Det politiske og kommunikative arbejde i FFD
  • Administrative nyheder
  • Nyheder om højskolepædagogik
  • Aktuelle kurser og ledige jobs
  • Historier fra foreningens projekter

Felter med (*) skal udfyldes