Højskoler samlede ukrainske unge i Norden: "Selv langt væk fra mit hjemland er jeg ikke alene"

Publiceret 27-06-2024

I denne måned var 50 unge ukrainere samlet i norske Lillehammer for at dele erfaringer og blive klogere på demokratiet i Norden. Mødet var arrangeret af Nordisk Folkehøjskoleråd, som Danmark i disse år står i spidsen for.

På seminaret "Empowering Tomorrow" skulle ukrainske unge lære om demokratiske processer i Norden og styrke deres egen stemme i samfundet.

Af August Due Bisgaard

I begyndelsen af juni ankom 50 unge ukrainere til den norske højskole Nansenskolen i Lillehammer. For nogle af dem havde rejsen kun taget kun et øjeblik, mens andre havde været flere dage undervejs.

Fælles for deltagerne var dog, at de alle tilhører en nation i krig og nu opholder sig i et nordisk land.

Selv langt væk fra mit hjemland er jeg ikke alene, og jeg forbliver stolt af mit land, min kultur og mit fællesskab

Snizhana Bykanova, deltager op "Empowering Tomorow"

På trods af de mange timers transport lyste gåpåmodet ud af de unge, da de fredag formiddag trådte ind på den grusbelagte parkeringsplads foran Nansenskolen, som var vært for seminaret "Empowering Tomorrow".

Bag seminaret stod Nordisk Folkehøjskoleråd, NFR, som er en sammenslutning af alle højskoleforeninger i Norden, og som Danmark i disse år står i spidsen for.

NFR har fået støtte fra Nordisk Ministerråd og samarbejdet med en række ukrainske partnerorganisationer om seminaret, som havde til formål at støtte den ukrainske ungdom i at forstå, udfordre og aktivt engagere sig i demokratiske processer inden for politik, medier og civilsamfund.

Fik styrke til at forfølge mål

I løbet af weekenden skulle de ukrainske unge dele deres erfaringer og udfordringer ved at leve i Norden, de skulle styrke deres stemme i det offentlige rum, og de skulle udforske de nordiske demokratiske traditioner.

Hvad ingen ikke vidste, da de stod på den grusbelagte parkeringsplads fredag formiddag, var dog, at ovennævnte emner kun var en lille del af det, de unge ville tage med sig videre fra seminaret.

For mødet gav noget mere og større, fortæller deltageren Snizhana Bykanova.

"Denne begivenhed gav mig styrke til at forfølge mine mål og gav mig en forståelse af, at selv langt væk fra mit hjemland er jeg ikke alene, og jeg forbliver stolt af mit land, min kultur og mit fællesskab, så jeg kan fortsætte med at introducere den ukrainske kultur for dem, der finder den fremmed,” siger Snizhana Bykanova.

"Vi skal tro på, at vores bånd til hinanden kan genoprettes"

Nansenskolen, der i mange årtier har arbejdet med fred og demokrati, ligger med udsigt over Norges største sø, Mjøsa. Og med vandet og bjergerne i baggrunden bød rektor Signe Therese Strøm velkommen til skolen og til seminaret med ønsket om at give de unge tid og rum til at reflektere over deres situation og fremtid.

I løbet af dagene var der blandt andet oplæg fra Nataliya Popovych, der er direktør for Ukraine House i København og talte om ukrainsk resiliens og frivilligkultur, og af Joakim Hammerlin, der er underviser på Nansenskolen og talte om de nordiske demokratiske traditioner og vigtigheden af tillid.

Derudover blev der afholdt forskellige workshops, som blev blev planlagt og faciliteret af repræsentanter fra de ukrainske samarbejdspartnere Ukrainian Danish Youth House, Ukraine House, Nordic Ukraine Forum og Building Ukraine Together (BUR).

Emnerne var forskellige, men formålet var det samme: at skabe en følelse af "empowerment". 

Derudover var det vigtigt at lade de unge føle sig som del af et fællesskab, siger Anastasiia Drachuk fra Building Ukraine Together:

”Jeg er tilbage i Ukraine – nu med et stort ønske om at støtte unge i udlandet, at tale om deres egne erfaringer, at opbygge deres tilhørsforhold til Ukraine og hjælpe dem med at arbejde med fællesskabsfølelse og inddragelse, uanset hvor de er. Vi skal tro på, at vores bånd til hinanden kan genoprettes.”

Berørte unge

I løbet af dagene blev der også tid til gåture i den norske natur, til fællessang og til oplæsning af digte fra en række ukrainske forfattere og poeter.

Om søndagen fik deltagerne tid til at skrive små breve og hilsner til hinanden, som de kunne tage med sig hjem til minde om de oplevelser, de havde delt i weekenden. .

Under den afsluttede evaluering af seminaret var mange af de unge tydeligt berørte, og de gav udtryk for, at dagene havde haft stor betydning for dem. Det gjaldt blandt andet deltageren Milena Matviichuk:

“Mange tak for at sponsorere denne rejse og for at lade mine drømme gå i opfyldelse! Jeg havde en drøm om at møde andre intelligente unge ukrainere i udlandet, om at få mere viden om demokrati og om at besøge Norge. Det var uforglemmeligt og en meget værdifuld tid for mig!”

Empowering Tomorrow

Seminaret ”Empowering Tomorrow” er arrangeret af Nordisk Folkehøjskoleråd, NFR, som er en sammenslutning af alle højskoleforeninger i Norden. NFR har fået støtte fra Nordisk Ministerråd og har i samarbejde med flere ukrainske partnerorganisationer udviklet programmet.

De ukrainske deltagere på seminaret var alle mellem 18 og 25 år og bosat i et nordisk land på nuværende tidspunkt. De var samlet takket være et tæt og vigtigt samarbejde mellem de nordiske landes højskoler og de ukrainske partnerorganisationer.

Andre nyheder

Vil du modtage FFDs nyhedsbrev?

Folkehøjskolernes Forenings nyhedsbrev for dig, der er ansat på en højskole eller har interesse for den politiske, administrative eller pædagogiske proces omkring højskolerne.

  • Det politiske og kommunikative arbejde i FFD
  • Administrative nyheder
  • Nyheder om højskolepædagogik
  • Aktuelle kurser og ledige jobs
  • Historier fra foreningens projekter

Felter med (*) skal udfyldes