Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, og det er tid til at finde ud af, hvem der skal lægge kursen for europæisk – og dermed også dele af dansk og international politik – i de kommende år.
Her har landets højskoler en vigtig rolle at spille. Mange højskoler arbejder med at engagere elever og kursister i globale problemstillinger og demokrati, og de har en lang tradition for at facilitere meningsfulde møder mellem mennesker med forskellig alder, baggrund og politisk overbevisning. Derfor er højskolerne også ideelle steder for politiske debatter og engagement, og de holder ofte valgarrangementer op til politiske folkeafstemninger.
Støtte til vælgermøder
Takket være støtte fra Europanævnet har højskoler nu mulighed for at få støtte til afholdelse af deres arrangementer i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget. I alt kan man som folkehøjskoler søge 5000 kroner i støtte til at afholde et valgmøde.
Støtten skal søges via en formular, og der kan søges, så længe der er midler.


