Mange af os – og særligt mange unge – vælger nyheder fra. Det er et problem for demokratiet. Heldigvis er nogle medier er særligt dygtige til at skabe de rammer, der gør, at vi kan tale sammen om en problemstilling og finde fælles løsninger.
Den type journalistik, vil vi gerne støtte. Derfor har Højskolerne, Efterskolerne og FRISKOLERNE indstiftet Folkets Journalistpris.
Hvem fortjener sådan en pris?
...Det kan du være med til at bestemme. Har du læst, set eller lyttet til journalistik, der vækker tillid, udfolder forskellige nuancer, styrker vores følelse af at være en del af fællesskabet og inspirerer os til at skabe forandring? Kender du til en journalist eller et medie, der er særligt dygtig til at sætte gode rammer for den demokratiske samtale? Så er det nu, du skal indstille.
Alle kan indstille kandidater her
Det er op til dig, om du vil indstille en journalist, et medie, en podcast, en dokumentarudsendelse eller lignende, så længe der ligger et stykke journalistisk arbejde bag.
Læs mere om prisens kriterierne her
"Det er en stor udfordring for vores demokrati, at mange - og særligt mange unge vælger nyheder fra og ikke har lyst til at blande sig i debatten. Samtalen om det samfund, vi ønsker i fremtiden, må vi alle deltage i. Den kræver dialog på tværs af holdninger og må ikke alene finde sted i ekkokamre. Medier har et særligt ansvar for at bygge bro og skabe de rammer, der gør, at alle føler sig inddraget. Det er der heldigvis flere medier, der arbejder med. Det er dem, vi hylder med Folkets Journalistpris," siger Lisbeth Trinskjær, der repræsenterer de tre frie skoleforeninger i prisens jury.
Prisen uddeles på Demokratifestivalen i Ollerup den 5. juni 2025 og består af 50.000 kroner.
Få din højskole med i Ungepanelet
Højskolerne, Efterskolerne og FRISKOLERNE ønsker at give en særlig stemme til unge og at invitere til dialog mellem unge mediebrugere og medierne. Derfor har vi et ungepanel, som er sammensat af elever fra forskellige efterskoler, friskoler og højskoler.
Ungepanelet mødes om aftenen tirsdag den 11. marts på Ryslinge Efterskole. Onsdag den 12. marts arbejder de grundigt med journalistikken fra de fem kandidater, der er nomineret til prisen. Gennem forskellige workshops og dialogøvelser, skal de unge tale med hinanden og med prisens Folkepanel, som består af frivillige voksne, om, hvad de synes om de artikler, podcast eller medier, der er nomineret.
Dagen slutter med, at Ungepanelet og Folkepanelet præsenterer deres tanker om den nominerede journalistik for prisens fagjury og for de medier, der er nomineret til prisen. Juryen vægter de unges synspunkter højt i deres endelige beslutning.
Vil din højskole have elever med i panelet, kan du kontakte Anna Lisbjerg på al@ffd.dk.
Indstil kandidater og styrk demokratiet
Folkets Journalistpris er et stærkt signal til medieverdenen og til magthaverne om, at højskolerne og civilsamfundet ønsker at blande os i, hvilke rammer medierne sætter for den demokratiske samtale.
”Journalistikken har en vigtig rolle i demokratiet, og hvis journalistikken skal udfylde den rolle, kræver det, at borgerne oplever journalistik, som relevant og væsentligt i deres liv. Det arbejder de fleste journalister og medier hårdt for hver dag.
Folkets journalistpris vil gerne hædre journalister og medier, der i særlig grad inspirerer deres brugere til at engagere sig i, hvordan vi løser samfundets udfordringer, ” fortæller Henrik Berggren, institutleder ved institut for journalistik, Danmarks Medie og Journalisthøjskole.
Når du indstiller kandidater, gør du noget helt konkret for at styrke vores demokrati. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil indstille kandidater, og at I vil opfordre unge og voksne omkring jer til at gøre det samme.
Folkets Journalistpris er indstiftet af Frirummet, som er et samarbejde mellem Friskolerne, Efterskolerne og Højskolerne.
Det er 4. gang, Frirummet opfordrer folk til at indstille kandidater til Folkets Journalistpris.
Vil du vide mere om Folkets Journalistpris, så kontakt projektleder Signe Damkjær på signe@frirummet.org