Af Casper von Bülow
HTX elever, der har faget "Kommunikation og IT", får sammen med HHX elever, der har valgt faget "Afsætning", hvert år muligheden for at arbejde med Højskolernes kommunikationsstrategi som eksamenscase.
For at øge spændingen og motivationen får de to bedste opgaver (en fra HTX og en fra HHX) biografbilletter til hele klassen. Og i år gik sejren til HTX i Vejle og HHX i Aarhus.
Begge grupper kom med gode bud på, hvad der kan optimeres i vores nuværende kampagne, og hvordan en fremtidig markedsføringsplan kan se ud.
I stort set alle besvarelser stod der, at Højskolerne promoverer fællesskab og venner for livet, og at det var rigtig godt. Oveni det fik vores Instagram mange rosende kommentarer.
Dog var der også en del bemærkninger om, at vores indhold kan væres svært for HHX- og HTX-elever at forholde sig til.
HTX’ernes bud på en kommunikationsstrategi udformede sig i en kampganevideo med to unge fyre, der sad og programmerede robotter sammen. De mente nemlig, at de tekniske fag bør fylde mere i Højskolernes kommunikation, da de fleste HTX-elever synes, det kunne være sjovt at eksperimentere med bl.a robotter i et bedømmelsesfrit rum.
HHX’erne var også fulde af gode ideer. De var faldet over en lokal højskoles TikTok, hvor to elever havde dokumenteret en festlig Tour de Chambré. Sjove temafester var helt klart deres største salgsargument. Deres kampagneide resulterede i en TikTok-video med blandet fest og Businessfag – alt i lyseblå farver, så det matchede deres studenterhuer.
Casen er en god måde at skabe et mere dybdegående kendskab om højskoler hos en målgruppe, vi normalt har svært at nå ud til. Samtidigt får vi udleveret alle eksamensbesvarelser, som kan bruges til at evaluere vores kommunikationsindsats.
Samarbejdet med gymnasierne er meget givende og giver os stor indsigt i målgrupper, vi normalt har svært ved at nå ud til, og vi glæder os til at forsætte.
Se HTX'ernes kampagnefilm her