Af Casper Gellett von Bülow - ansvarlig for FFD's ambassadørkorps
DM i Skills, der netop er afsluttet, er det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, der giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever og FGU-klasser – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
Derudover får de besøgende skoleelever mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige "Prøv, Mærk og Føl"-stande. Her kan de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.
Det var i disse områder, man i år fandt Højskolerne sammen med Roskilde Festival Højskole, Ubberup Højskole, Suhrs Højskole og Brandbjerg Højskole.
Højskolernes stand med mange aktiviteter
Messen løb af stablen over tre dage, hver dag med en ny højskole på besøg på standen, der kunne vise sine skills frem og inspirere unge mennesker til, at dannelse og det bedømmelsesfrie rum kan være lige så vigtigt som eksamenspapirer og svendebreve.
Der blev lavet frisk pasta, banket søm i en træstub, talt kalorier og delt blomsterfrø ud. Der var mange gode samtaler om højskole, og gæsterne havde mulighed for at prøve ”Hvad brænder du for”-testen. Alt faldt i god jord hos den mangfoldige gæstegruppe.
Folkehøjskolernes Forening havde sit nye katalog med til unge uden ungdomsuddannelse, og det blev uddelt i stor stil til undervisere, vejledere, lærere og unge, der selv fandt det relevant. Vi opdagede, at den ikke bare var med til at oplyse og guide om, hvordan man kommer på højskole og finder det, man er god til, men at den var med til at aftabuisere det ikke at have en ungdomsuddannelse.
Samtaler med en vigtig målgruppe
Vi håbede særligt at få nogle FGU-elever eller unge mennesker, der på én eller anden måde var faldet igennem systemet og skulle finde vej ind igen, i tale. Det lykkedes i høj grad.
Vi mødte også flere udstillere - typisk lærlinge, der var ved at være færdige med uddannelse og skulle finde ud af, hvad der nu skulle ske. Med dem fik vi gode snakke om, hvordan højskolen kan fungere som et afbræk fra den erhvervsfaglige hverdag og være en god overgang imellem uddannelse og fast arbejde. Og om, at de faktisk er en eftertragtet gruppe på højskolerne. Det var til stor inspiration for dem, der slet ikke vidste, hvad højskole var, eller at det også var en mulighed for dem.
Find det, du er god til
Der var også mange elever fra 8. og 9. klasser. Selvom de ikke står lige for at skulle på højskole, var der åndelighed at dele ud af. En elev overhørte en samtale imellem vores oplægsholder og sin ven, hvorefter han kom listende:
"Så højskole handler om at finde det man er god til?"
"Ja"
"Sagen er den, at jeg ikke rigtig er vildt god til noget... Så måske jeg kunne tage på højskole…"
Det viste sig med andre ord at være meget givende og relevant at være på en erhvervsmesse og snakke med nye målgrupper og fortælle dem, at højskole også er en mulighed for dem.