Af Mette Skov Hansen
Hvorfor endte du på en højskole?
Der er utrolig mange tilfældigheder i mit liv, der har dannet grundlag for, hvem jeg er i dag. En af dem er den tilfældighed, der har gjort mig til højskolelærer på 15. år i dag. Det var nemlig min mand, der ville arbejde på en højskole.
Der er utrolig mange tilfældigheder i mit liv, der har dannet grundlag for, hvem jeg er i dag. En af dem er den tilfældighed, der har gjort mig til højskolelærer på 15. år i dag.
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Vi boede i København, og han var gymnasielærer og havde lyst til at prøve at være på en pensumfri skole og undervise ud fra et dannelsesperspektiv. Derfor kom vi til Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Efter et halvt år blev jeg også ansat, fordi de manglede en gymnastiklærer. Min mand endte med at sige op, da han ville noget andet end at undervise. Men jeg blev.
Hvad har været den vildeste aha-oplevelse for dig på højskolen?
Det har været at opleve den store frihed, der er til at planlægge sin egen undervisning. Det er en ekstremt stor gave at have så meget frihed og medbestemmelse, men samtidig noget af det mest angstfyldte ved jobbet.
Det bliver meget personligt og sårbart, når man alene står for at bestemme, hvordan undervisningen skal være.
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Det bliver meget personligt og sårbart, når man alene står for at bestemme, hvordan undervisningen skal være. Der er en sindssygt overophedet selvrefleksion i alt, man gør.
Hvornår har du stået i dit største dilemma på højskolen?
Det var for fire eller fem år siden. Dengang var der mange elever, som kom til mig og brokkede sig over deres værelser. De brugte en masse tid på at involvere mig som lærer i stedet for at tale med dem, de delte værelse med. Jeg tænkte, at der var noget, vi som skole gjorde forkert, hvis eleverne troede, løsningen på deres problem var at spørge en voksen. Hvorfor kunne de ikke selv sige ”ryd nu op”, eller ”flyt dit træningstøj”?
Jeg tænkte, at der var noget, vi som skole gjorde forkert, hvis eleverne troede, løsningen på deres problem var at spørge en voksen. Hvorfor kunne de ikke selv sige ”ryd nu op”, eller ”flyt dit træningstøj”?
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Så jeg fik en idé. Det var jo tilfældigt, hvordan eleverne blev sat sammen og på den måde også unfair, at nogle fik gode værelseskammerater og andre ikke. Så vi skulle lave et spontant værelsesbyt. De andre lærere havde blandede syn på det, men støttede mit initiativ.
Jeg fik afsat en hel dag. Vi samlede eleverne i foredragssalen og sagde, at de skulle pakke alt på værelserne, da der ville ske noget fantastisk. De troede, de skulle ud at rejse. Da de kom tilbage til foredragssalen, sagde vi, at de skulle bytte værelseskammerater. Hvis man var glad for sin, skete der nu det smukke, at man delte den værelseskammerat med andre. Det var ikke helt den oplevelse, de sad med. De var sårede, sure, og der var tårer. Nogle få var glade. I de efterfølgende dage blev jeg kendt som hende, der havde skabt det her mareridt.
Vi samlede eleverne i foredragssalen og sagde, at de skulle pakke alt på værelserne, da der ville ske noget fantastisk. De troede, de skulle ud at rejse.
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Nogle dage efter sad jeg lidt duknakket i spisesalen, da en international elev kom hen og lagde en hånd på min skulder. Han ønskede mig tillykke og sagde, at jeg havde gjort det helt rigtige. ”Hvis dette er den reaktion, de har på et værelsesskift, som netop handler om at løse et problem og dele gode mennesker med hinanden, så er det godt, de oplever det. For verden har mange større problemer at pege på.” Han kom fra Argentina og andre kår, og hans ord var lige det, jeg havde brug for at høre.
Jeg er stadig ikke i tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde. Men det var sindssygt bøvlet og dilemmafyldt. Og jeg stod virkelig for skud.
Hvad er det værste ved at arbejde på en højskole?
Jeg bor i lærerbolig for enden af en elevgang, og jeg kan stadig på 15. år have svært ved at finde ud af, om jeg er på arbejde eller ej.
Det grænseløse arbejdsliv er noget af det smukke ved at være højskolelærer, men også noget af det værste.
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Det grænseløse arbejdsliv er noget af det smukke ved at være højskolelærer, men også noget af det værste.
Hvis du fik 10 millioner kroner til udvikling af din højskole, hvad skulle de så bruges på?
Jeg arbejder på en gammel højskole og gad godt bruge nogle af pengene på, at bygningerne fik sig en ordentlig tur.
Og så ville jeg gerne bruge nogen på en tur til de ansatte, så vi blev viklet mere ind i hinanden og kunne udvikle os mere sammen
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Og så ville jeg gerne bruge nogen på en tur til de ansatte, så vi blev viklet mere ind i hinanden og kunne udvikle os mere sammen. Sådan lidt selvomsorg til skolens personale.
Hvad ville du lave, hvis du ikke arbejdede på en højskole?
Jeg er sted i mit liv lige nu, hvor jeg ved, at jeg snart skal gøre det, hvis jeg vil vælge om. For om lidt nærmer jeg mig en tid, hvor alle døre ikke længere står åbne.
Da jeg var lille, sagde jeg, at jeg ville åbne et børnehjem for alle børn, som havde det skidt, og lave verdens bedste børnehjem med bevægelse og krammere.
Trine Sønderholm Larsen, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Da jeg var lille, sagde jeg, at jeg ville åbne et børnehjem for alle børn, som havde det skidt, og lave verdens bedste børnehjem med bevægelse og krammere. Det kunne være, jeg skulle gå tilbage til den barnedrøm og lave verdens kærligste og bedste børnehjem for børn, som har det svært.
Men egentlig er der er ikke noget, jeg hellere vil lave, end det jeg gør nu. Jeg har en arbejdsplads, som er verdens bedste ”snart voksen”-hjem.