Mere end 700 højskolefolk drager til Folkemødet til sommer

Publiceret 24-01-2022

Højskolerne er igen i 2022 repræsenteret på Folkemødet med Højskolernes Folkekøkken. Højskoleelever kan nu tilmelde sig højskolebus- og camp.

14 højskoler og FFD deltager på Folkemødet i 2022. Forventningen er, at der i alt deltager mere end 700 højskoleelever og -ansatte til den politiske festival i Allinge d. 16.-19. juni. 

De fleste nuværende og tidligere højskoleelever kan bo i en ungdomscamp i hjertet af Allinge. Og højskolebusser kører dem tur retur til Bornholm.   

Tilmelding til højskolecamp og højskolebusser 

Læs om at være frivillig for Højskolerne på Folkemødet

Hvorfor er højskolerne på Folkemødet?

Den direkte dialog mellem folk og politikere og folk imellem er vigtig, og den udfolder sig på Folkemødet. Vi plejer at sige at Folkemødet kan sammenlignes med Højskolens idé.

Højskolen er et demokratisk mikrokosmos (et mikro samfund i samfundet) – hvor man mødes og spejler sig selv i hinanden, i fællesskabet og debattere samfundet og omverdenen. Folkemødet er et mikro mikrokosmos.

Vi kan flytte samfundet gennem dialog, fordi demokratiet er mere og andet end konflikter og forsimplede udmeldinger i nyhederne.  Højskolerne er ikke på Folkemødet for at fremme en specifik dagsorden, men for at deltage i og styrke samtalens og dialogens demokrati. Ikke fordi vi nødvendigvis skal være enige, men fordi nye perspektiver opstår, og vi bliver klogere på verden og hinanden, når meninger brydes.

Vi er på Folkemødet for at lave GOD HØJSKOLE. Derfor bruger vi ressourcer på at etablere en "højskole" med Højskolernes Folkekøkken, som giver rum til samtaler, god sund mad, debat, fællessang, koncerter og fest. 

FFD er debatscenepartner, og støtter med kroner og øre på den måde Folkemødet som idé og virke. 

21.000 portioner mad og flere hundrede perspektiverende debatter  

Højskolerne har været aktive på Folkemødet i 9 år. 7 år med Højskolernes Folkekøkken, ca. 3150 højskoleelever og ca. 20 medvirkende højskoler hvert år. Vi har haft deltagere med i ca. 100 eksterne debatter. Været partner og haft program på Ungdomshøjens scene, i Folkeoplysningsteltet og på Hovedscenen med et fællessangsarrangement. Frivillige tidligere højskoleelever har været debattører, presse-/SoMe-hælpere og stagecrew. Vi har afholdt omkring 100 debatter i Højskolernes Folkekøkken, 54 morgensangsarrangementer og ca. 70 arrangementer af mere underholdende, musikalsk og festlig karakter. Der er lavet ca. 21.000 kuverter sund og bæredygtig mad siden 2013 og solgt ca. 10.000 liter øl.  

”Vi som bevægelse har et stort udbytte af deltagelsen. Det er vores unge, der er de unge, man møder ved debatter og indlæg. Det er vores fester, der samler også lidt ældre unge, og morgensangen samler sangglade fra mange deltagende organisationer. Det er vores måltider, der bliver talt og tweetet om. Måske er vi også den stand der besøges af flest politikere, uden at de skal på "scenen". Statsministeren kalder folkemødet sommerhøjskole for voksne. Vi kan ikke undvære folkemødet og folkemødet kan ikke undvære os. …   Min holdning er klar. Folkemødet er blevet etableret som stedet hvor alle sektorer og interesseorganisationer mødes og møder politikere og borgere i dette land”. 

Lars Sonne, forstander, Suhrs

Tak til alle højskoler, højskoleelever, bidragsydere og samarbejdspartnere, som i alle årene har været med til at gøre  Højskolerne på Folkemødet  til en institution i sig selv. 

Skal Højskolerne deltage i din debat på Folkemødet?

Højskolerne er massivt til stede på Folkemødet på Bornholm. Med på øen har vi en række højskolefolk, der gerne stiller op til debatter hos jer - som debattører, ordstyrere, sangværter eller andet.

Læs mere her.