Af Mette Skov Hansen
Hver onsdag stiller en lærer fra Idrætshøjskolen Aarhus sig op foran skolens mange lærere og elever og fortæller en historie. Det kan være en lille oplevelse fra hverdagen, et minde eller noget andet særligt, de har på hjerte.
Elementet i onsdagens samling på skolen har fået titlen ”Replikker”, og det var det, der inspirerede højskolelærerne Sia Lanstorp og René Schmidt til et større pædagogisk projekt.
Ved at inddrage billeder og følelser får vi mere dannelse ind i vores undervisning.
Sia Lanstorp, Idrætshøjskolen Aarhus
Begge lærere har netop færdiggjort Højskolepædagogisk Uddannelse, og i deres afsluttende projekt undersøgte de, hvilken betydning personlige fortællinger kan have for både undervisningen og det kollegiale på en højskole.
”Vi synes, vi bliver så berigede, når nogen stiller sig op og deler en personlig fortælling. Det giver noget ekstra, og derfor besluttede vi os for at undersøge, hvordan det kunne inddrages mere i undervisningen. Ved at indlede eller bryde en øvelse op med en kort fortælling kan man åbne øvelsen mere ud mod verden og gøre den mere menneskelig og mindre teknisk. Ved at inddrage billeder og følelser får vi mere dannelse ind i vores undervisning,” siger Sia Lanstorp.
Fortællinger kan fjerne fokus fra det tekniske
Ifølge René Schmidt kan de personlige fortællinger især give noget ekstra til undervisningen på en idrætshøjskole, hvor det nogle gange kan være mere udfordrende at få det dannende element med i undervisningen.
”På højskolerne skal vi tænke UBAK – Undervisning af Bred Almen Karakter – ind i vores fag, og det kan være svært med idræt. Men her kan det hjælpe at prøve at personliggøre vores øvelser i idræt, så der ikke kun er fokus på det praktiske og tekniske,” siger han.
Som eksempel nævner René Schmidt et tidspunkt, hvor han havde nogle af eleverne med ude på en cykeltur.
På højskolerne skal vi tænke UBAK – Undervisning af Bred Almen Karakter – ind i vores fag, og det kan være svært med idræt. Men her kan det hjælpe at prøve at personliggøre vores øvelser i idræt, så der ikke kun er fokus på det praktiske og tekniske.
René Schmidt, Idrætshøjskolen Aarhus
”På turene kan det, jeg siger til eleverne, ofte koges ned til, at ’så skal vi cykle derhen og derhen’. For nogle af de elever, der ikke er i så god form, kan turene derfor let blive reduceret til en overlevelsestur med de mange bakker, de skal op og nedad,” siger han og tilføjer, at han derfor prøvede at gøre noget andet.
”Jeg førte dem et sted hen, hvor der var en flot udsigt. Her delte jeg en lille fortælling, om hvordan jeg selv havde cyklet i mange år, og jeg bad dem efterfølgende om på turen tilbage at forestille sig den lethed, en god cykelrytter oplever, når han eller hun kører ligeud. De skulle prøve at nyde det på en anden måde. Det fjernede fokus fra det tekniske og gav dem i stedet rum til at mærke efter og få en forståelse af, hvorfor vi danskere elsker at cykle.”
En fortælling må ikke være upersonlig
I deres opgave har de to højskolelærere prøvet at undersøge, hvad der skal være med i en god fortælling. En væsentlig konklusion var dog, at der ikke findes én opskrift.
Ifølge René Schmidt er det dog vigtigt, at historien er autentisk.
Hvis man ikke orker at gøre fortællingen personlig, kan det næsten være ligegyldigt, for så kan man ikke opnå det særlige rum, en fortælling kan skabe.
René Schmidt, Idrætshøjskolen Aarhus
”Vi konkluderer i opgaven, at man er nået langt, hvis bare fortællingen er af personlig karakter. Hvis man ikke orker at gøre fortællingen personlig, kan det næsten være ligegyldigt, for så kan man ikke opnå det særlige rum, en fortælling kan skabe,” siger han.
Derudover er det vigtigt ikke at have en skjult dagsorden og at kunne fortælle uden nødvendigvis at ville manipulere, siger Sia Lanstorp.
”Det er samtidig vigtigt at have noget på hjerte og ikke bare fortælle for at fortælle. Hvis man er autentisk i sin fortælling og har åbnet sig op, har man også noget af sig selv på spil som underviser. Man fortæller en historie og lægger den ud i rummet, og så skal eleverne ellers bare tage det, de kan bruge. Det er svært at vide, hvad de tager med, for vi kan jo heldigvis ikke styre dem. Men vi er overbevist om, at de personlige fortællinger rækker længere ud og rammer bredere,” siger Sia Lanstorp og tilføjer, at der som en del af projektet er blevet afholdt en historiefortæller-workshop for højskolens lærere og ledelse.
Vores håb har været at kunne inspirere andre lærere til også at prøve at inddrage flere personlige fortællinger.
Sia Lanstorp, Idrætshøjskolen Aarhus
”Vores håb har været at kunne inspirere andre lærere til også at prøve at inddrage flere personlige fortællinger. Vi har hørt fra lærere, som siden har brugt øvelserne fra workshoppen i deres undervisning, og de har sagt, at det er gået virkelig godt,” siger hun.
Bedre sammenhold mellem lærerne
Udover effekten på undervisningen har Sia Lanstorp og René Schmidt undersøgt, hvilken betydning de personlige fortællinger kunne have for lærerne på skolen.
”Det har været et stort succeskriterie for os at komme tættere på hinanden som lærere og blive mere tolerante over for hinanden. Selvfølgelig kender vi lærere hinanden ret godt, men vi er en stor skole, så der er stadig meget, vi ikke ved. Det har været fedt at få åbnet øjnene for det hele menneske, for der er jo tale om folk, man går op og ned ad hver dag,” siger Sia Lanstorp.
Nu har vi sparket arbejdet i gang med HPU-projektet. Og selvom projektet er afleveret, stopper vi ikke.
Sia Lanstorp, Idrætshøjskolen Aarhus
Selvom det kan lyde nemt at inddrage en fortælling i sin undervisning, har Sia Lanstorp og René Schmidt måttet sande, at det er en længere proces.
”Det handler stadig om at finde den rigtig måde at gøre det på i undervisningen. Men nu har vi sparket arbejdet i gang med HPU-projektet. Og selvom projektet er afleveret, stopper vi ikke,” siger Sia Lanstorp.