Elsebeth Gerner Nielsen opsiger sin stilling som generalsekretær

Publiceret 22-11-2021

Elsebeth Gerner Nielsen har – efter aftale med bestyrelsen - opsagt sin stilling som generalsekretær for højskolerne.

Elsebeth Gerner Nielsen. Foto: Palle Skov

Elsebeth ønsker at få mere frihed til at arbejde med sine mærkesager efter en lang periode, hvor Corona, hjælpepakker og sundhedsfaglige retningslinjer har taget rigtig meget tid.  Samtidig er højskolerne inde i en god gænge med stor søgning og god økonomi.

Det samme gælder et flot salg af den nye højskolesangbog, som kom på gaden samtidig med, at Danmark lukkede ned.

Sideløbende er der blevet udviklet en ny strategiplan med fokus på bæredygtighed, en højskole for flere og demokrati. Det er således et godt tidspunkt for et skifte i ledelsen af FFD.

”Jeg vil gerne takke Elsebeth for et godt samarbejde og en flot indsats for højskolerne i en historisk vanskelig tid. Elsebeths politiske netværk og strategiske tæft har været et meget værdifuldt bidrag til at sikre, at højskolerne er kommet fuldtallige igennem krisen. Det takket været hjælpepakker og fornuftige sundhedsfaglige retningslinjer. Jeg ønsker hende held og lykke og forstår – som højskolemenneske - ønsket om mere frihed”,

siger formand for Højskolerne Lisbeth Trinskjær

Elsebeth ønsker højskolerne endnu mere vind i sejlene i de kommende år og takker for at have været med på rejsen:

”Det har været en kæmpe berigelse at opleve medarbejderne i Højskolernes Hus, bestyrelse, forstandere og elever, som - på trods af restriktioner - har fået højskolerne til at blomstre, så vi nu efter genåbningen står med en vækst i elevtallet på 14%.  Højskolerne er et eksperimentarium for, hvordan vi kan leve med hinanden – selv om kriserne nu ser ud til at være blevet permanente. De er med til at finde løsninger og bygge håb”.

Elsebeth vil fortsat arbejde inden for den grønne omstilling og kulturfeltet.  I dag er hun blandt andet formand for Unesco Nationalkommission, medlem af Poul Due Jensen Fonden, og med i advisory board for Thise Mejeri. 

Der afholdes en reception torsdag d. 2. december kl. 15-17 i Højskolernes Hus, hvor der er lejlighed til at sige farvel. Og til at synge! Tilmelding til Betina Bojesen på bbo@ffd.dk senest den 30. november 2021.

Indtil der er fundet en afløser, er chefkonsulent Thor West Nielsen konstitueret i stillingen som generalsekretær.