Få overblik over din skoles CO2-aftryk
Siden februar har studerende Niels Aske Sauer i samarbejde med FFD arbejdet på et redskab, der kan give kostskoler et overblik over hvordan co2-aftrykket fordeler sig på netop deres skole.
Aske læser Proces og Innovation ved DTU Engineering Technology i Ballerup og er pt. i praktik i Højskolernes Hus. Flere højskoler har undervejs fungeret som test-skoler og har, sammen med en fokus-gruppe, bidraget til det resultat, der nærmer sig sin afslutning.
Værktøjet et tænkt som et pædagogisk redskab, der kan belyse, hvorledes CO2-aftrykket fordeler sig, og samtidig åbner resultatet for en række af spørgssmål: Hvor ligger de største poster henne? Hvordan vil fordelingen se ud, hvis man investerede, ændrede adfærd eller tænkte anderledes? Hvorfor er co2-aftrykket så forskelligt fra varmekilde til varmekilde? Osv.
Den endelige beregning er et estimat, men dog alligevel præcist nok at give et overslag, der kan danne grundlag for efterfølgende diskussion.
Introduktionskursus
Onsdag d. 8. september kl 16.00 – 17.00 afvikler FFD et online introduktionskursus til værktøjet, hvis man som underviser ønsker at lave en beregning for egen skole sammen med sine elever. Kurset er ikke en forudsætning, men vil måske kunne udfolde nogle perspektiver i de pædagogiske anvendelsesmuligheder.
Kurset er gratis og du kan tilmelde dig her.