I Danmark bryster vi os ofte af borgernes store tillid til det politiske system, de demokratiske institutioner og den høje valgdeltagelse. Men mange – særligt de unge – er begyndt at melde sig ud af den demokratiske samtale.
Årsagen? En rå og fjendsk debatkultur. Tilkendegiver man en politisk holdning på sociale medier, risikerer man samtidig at blive bombarderet med fjendtlige og nedladende beskeder. Det får mange til at forholde sig tavse og passive i den offentlige samtale.
Jeg oplevede det at skulle formulere min tvivl som rigtig sundt.
Sørine Gotfredsen, præst og debattør, om sin oplevelse med Frirumsdebatten
Det er ikke blot på de sociale medier, at den offentlige debat er under pres. De publicistiske medier har ofte konflikten i centrum for deres politiske dækning – men ikke nødvendigvis årsagerne
hertil eller værdierne, der ligger bag. Derfor er det ofte den, der råber højest eller kommer med de mest radikale udsagn, der får mest ørenlyd. Den form for konfliktunderholdning kan være, ja, underholdende, men der er næppe nogen, der bliver klogere af den.
Frirummet bruger uenigheden som drivkraft
Læg hertil, at de folkevalgte – som Sigge Winther Nielsen påpeger det i sin bog ”Entreprenørstaten” fra 2021 – i stigende grad sammensætter deres politiske reformer, så de tager sig godt ud i mediernes overfladedækning, men ikke har den ønskede effekt, når de bliver implementeret i samfundet.
Debatformen Frirummet bruger uenigheden som drivkraft og giver plads til tvivl, om- og efter tanke. Det danske demokrati er et samtaledemokrati, og forudsætningen for det er, at forskellige
holdninger kontinuerligt mødes og brydes, så uenigheden kan gøres til en demokratisk og samfundsmæssig drivkraft.
Jeg har længe været træt af den debatform, hvor tingene bliver sagt for hårdt, for firkantet, for sort/hvidt.
Sørine Gotfredsen, præst og debattør, om sin oplevelse med Frirumsdebatten
Konflikten er altid omdrejningspunkt
Med Frirumsdebatten er konflikten altid omdrejningspunkt. Men ved at insistere på at frem hæve debattørernes værdier, som ligger til grund for uenigheden, samt at tvinge dem til at forholde
sig til både modpartens bedste argumenter og potentiel tvivl i forhold til egne åbner formatet for nuancer af konflikten, som ellers aldrig ville se dagens lys i de etablerede debatformer.
”Jeg oplevede det at skulle formulere min tvivl som rigtig sundt,” fortæller præst og debattør Sørine Gotfredsen om sin oplevelse med Frirumsdebatten.
Når debatformen fokuserer på det dybereliggende værdilag, så er det ikke fordi, at vi skal blive enige. Nej, vi skal bare blive klogere.
Cathrine Gyldensted, forfatter til bogen ”Blev du klogere?” fra 2020.
”At formulere sin tvivl er ikke ensbetydende med, at man pludselig mener noget helt tredje. Det er en tilkendegivelse af, at man er et menneske, som reflekterer så grundigt, at der er øjeblikke af tvivl (…) Jeg har længe været træt af den debatform, hvor tingene bliver sagt for hårdt, for firkantet, for sort/hvidt,” fortsætter hun.
Mulighed for eftertanke og ærlighed
Frirumsdebatten muliggør eftertanke og ærlighed hos debattørerne – og giver plads til nysgerrighed på det, den anden repræsenterer. På den måde kan tvivlsspørgsmål fungere som en katalysator for nye indsigter, der igen kan føre til bedre løsninger, en bedre offentlig samtale og et stærkere demokrati:
”Når debatformen fokuserer på det dybereliggende værdilag, så er det ikke fordi, at vi skal blive enige. Nej, vi skal bare blive klogere. Derfor bruger debatformen meget lidt tid på det nærringsfattige overfladelag, hvor skænderier, oneliners og forberedte meldinger trives. Debatformen bruger i stedet tid på at kortlægge det dybe værdilag og præsentere dette for publikum,” skriver journalist og forfatter Cathrine Gyldensted i bogen ”Blev du klogere?” fra 2020, hvori hun har arbejdet indgående med debatformatet og interviewet en række debattører.