Velkommen til de nye ansatte i Højskolernes hus

Publiceret 31-08-2021

Over sommeren er flere kræfter stødt til foreningens sekretariat. Her får du overblikket over de nye ansigter, der skal bidrage til arbejdet med nye målgrupper, bæredygtig dannelse, rådgivning, PR og kommunikation.

Mød de nye medarbejdere herunder:

Ole Wille

Ole er chefkonsulent i Rådgivning & Administration og skal sidde med rådgivning, love og regler. 

Ole kommer fra en stilling som Højskolekonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor han har været de seneste 5 år.

Marie Holt Richter

Marie er startet som projektmedarbejder i udviklingsafdelingen, hvor hun skal arbejde med bæredygtig dannelse. 

Marie har i mange år arbejdet med bæredygtig dannelse i bl.a. miljøorganisationen NOAH og var i sin tid med til at skabe Grøn Guerilla på Jyderup Højskole.

Mette Skov Hansen

Mette er ny kommunikationsmedarbejder i Kommunikationsafdelingen, hvor hun både skal sidde med PR og det nye indsatsområde Højskolernes stemme i samfundet.

Mette er uddannet journalist og kommer fra en stilling hos Kristeligt Dagblad.

Casper Gellet von Bülow

Casper er ny studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen og skal ligeledes bistå med kommunikation for Rådgivning & Administration. 

Casper er tidligere elev på Roskilde festival Højskole og er halvvejs igennem sin uddannelse til produktionsingeniør på DTU i Ballerup, hvor han læser til hverdag.

Klara Harboe Sørensen

Klara er ny studentermedhjælper i udviklingsafdelingen, hvor hun skal arbejde med mangfoldighed og nye målgrupper. Klara studerer Humanistisk- samfundsvidenskabelig Idrætsvidenskab på Københavns Universitet. Hun har undervist i alsidig bevægelse og kropslighed på bl.a. Vallekilde Højskole og har selv gået på Ry Højskole.