Vores Europa på din højskole
Vi er så heldige, at FFD igen i år kan tilbyde støtte til foredrag fra Vores Europa med hjælp fra Europa-Nævnet.
Vores Europa består af Peter Laugesen og Elena Askløf, som siden 2013 har rejst Europa tyndt og lavet foredrag og undervisning på danske højskoler. I 2019 spillede de en stor rolle i udviklingen af højskolernes Young Europe is Voting arrangement på Ungdomsøen, hvor de også var værter.
Deres formidling af EU-emner gennem personlige fortællinger, fotografier og videoreportager fra deres rejser, fanger eleverne og gør svært stof levende og vedkommende.
I år tilbyder FFD støtte til to formater:
Tilbud 1: Foredrag – Lad os tale om Europa
Foredraget varer 90 minutter og omhandler de største problemstillinger for unge i Europa lige nu: klima, identitet, migration, arbejdsløshed og EU’s fremtid. Eleverne møder historier, film og billeder fra det Europa, Peter og Elena har mødt på deres rejser, og involveres løbende i oplægget gennem spørgsmål, de skal tage stilling til og diskutere i grupper.
Tilbud 2: Skoleovertagelse: Ungdommens Europa - Hvordan skaber vi forandringer i Europa?
Undervisningsdagen varer som udgangspunkt en hel dag fra morgen til eftermiddag. Tiden kalder på, at vi på deltagerdemokratisk vis engagerer os i udformningen af Europas fremtid, men hvorfor og hvordan? Dagen sætter fokus på Europa i dag, ung aktivisme og det personlige narrativ som drivkraft for engagement i omverdenen. Der vil både være oplæg, gruppearbejde, kreative øvelser, debat og samtale i plenum.