Drømmenes ø er åben

Publiceret 04-09-2019

Det blev en åbningsceremoni badet i solskin, sange og drømme, da Ungdomsøen officielt blev overleveret til de unge i slutningen af august. Højskolerne satte aftryk på arrangementet med workshops, debat og sang.

1000 gæster besøgte det udsolgte åbningsarrangement lørdag d. 24. august, da Ungdomsøen efter intensiv renovering stod klar til at blive taget i brug.

Forstander på Brandbjerg Højskole Simon Lægsgaard og komponist Rasmus Skov Borring havde i anledning af åbningen skrevet sangen ”Drømmenes ø”, der blev sunget af de mange fremmødte og markerede starten på de endnu ukendte eventyr, der skal udspille sig på øen fra nu af og fremover.

undefined

Fællessang, debatkultur og seksuel dannelse

Tidligere blev øen brugt til at forsvare landet ud fra en krigsterminologi, og nu bliver den til et væksthus for demokrati, visioner, drømme, håb og handlinger for den opvoksende generation.

Søren Kristensen, forstander på Egmont Højskolen

Som kernepartner sammen med blandt andet Friskolerme, Efterskolerne, Dansk Ungdoms Fællesråd, Roskilde Festival og landets spejderkorps har Højskolerne været med til at skabe visionerne for øen, og også til åbningsfesten satte flere højskoler og elever sine spor. Højskolelærer på Brandbjerg højskole, Mette Øyås Madsen, udfordrede de unge med en workshop om seksuel dannelse, mens elever fra Roskilde Festival Højskole inviterede til fællessang. 

Egmont Højskolen deltog også i åbningen, og forstander Søren Kristensen udtalte følgende til Kristeligt Dagblad:

”Det er historisk-poetisk og rent Grundtvig, at Ungdomsøen er lavet på et tidligere militært anlæg. Tidligere blev øen brugt til at forsvare landet ud fra en krigsterminologi, og nu bliver den til et væksthus for demokrati, visioner, drømme, håb og handlinger for den opvoksende generation. Det er demokratisk stangspringeri,” sagde han og understregede dermed en af årsagerne til, at Højskolerne er en vigtig medspiller i processen omkring øen.

På pladsen foran øens største hangar, malede Frirummet tvivlen på væggen og inviterede deltagerne til en workshop om nye samtaleformer, hvor det er okay at tvivle, være uenige og blive klogere sammen.

Højskolerne får sit eget rum

Vi håber, at de unge finder på noget, vi andre slet ikke har fantasi til

Lisbeth Trinskjær

Efter en imponerende åbningsceremoni står øen nu til rådighed for de unge, der skal indtage den og gøre den til deres eget samlingssted, demokraticenter, koncertplads eller noget helt fjerde.

For som formand for FFD, Lisbeth Trinskjær, sagde i forbindelse med indvielsen: ”Vi håber, at de unge finder på noget, vi andre slet ikke har fantasi til."

I ét af fortets mange underjordiske depoter, har Højskolerne fået et rum til rådighed, som en gruppe tidligere højskoleelever vil indrette med hånd og ånd. Ét rum, der kan inspirere andre unge til at overveje et højskoleophold og indvie dem i, hvad det vil sige at være på højskole.

Læs også: Nu er ungdommens egen ø åbnet