Unge sætter klimadagsorden på Folkemødet
I år var det særlig tydeligt, at unge med tilknytning til højskoler, efterskoler, friskoler, folkeskoler og en lang række ungdomsorganisationer var stærkt repræsenteret og satte en dagsorden.
Jeg frygter til tider, at den demokratiske dannelse er ved at komme under pres. Når unge fx ser videoer med Rasmus Paludan på YouTube for sjov, er der noget helt galt.
Martin Mauricio, journaliststuderende
Martin Mauricio Gaarde-Nissen var en af de unge, der deltog i Folkemødet for første gang, og i hans optik er det vigtigt, at unge engagerer sig i den politiske folkefest:
"Jeg frygter til tider, at den demokratiske dannelse er ved at komme under pres. Når unge fx ser videoer med Rasmus Paludan på YouTube for sjov, og når skolebørn deler videoer af halshugninger, er der noget helt galt. Derfor er det vigtigt, at unge deltager i et arrangement som Folkemødet. Det er et sted, hvor perspektiv, dialog og nuancer dominerer debatten, og det er vigtigt, at unge oplever den form for demokratisk kultur," siger Martin.
Jeg tror på, at aktioner som klimamarchen tvinger politikere og virksomheder til at lytte.
Martin, journaliststuderende
Ved ungescenen Ungdomshøjen var de mange strandstole alle dage optaget af unge, der hang ud, lyttede til debat og deltog i aktiviteterne på højen. Og særligt ét tema fik lov at fylde: Klima. Torsdag formiddag marcherede omkring 500 unge gennem Allinge med budskabet om at sætte klimaet øverst på den politiske dagsorden. Kravet var klart: Nu skal valgløfterne indfries og klimaet prioriteres:
"Når 500 unge går en klimamarch, er det klart, at der er tale om en symbolsk handling. Men man skal passe på med at undervurdere, hvad signalværdien i en sådan handling kan betyde. Jeg tror på, at aktioner som klimamarchen tvinger politikere og virksomheder til at lytte," siger Martin, som er tidligere højskoleelev og ved at uddanne sig til journalist.
Højskolerne havde - traditionen tro - organiseret en række tidligere elever, som arbejdede frivilligt i højskolens tjeneste. De frivillige reportere fra kommunikationskorpset var selvfølgelig at finde på klimamarchem, hvor de tog temperaturen på de demonstrerende unge, og her er resultatet:
Reportage fra klimamarchen