Sangforedrag inspireret af den danske folkehøjskole
Som afslutning på kulturåret kan du opleve et sangforedrag med Charles Neblett - a freedom singer. Ud over, at han er et ikon for den amerikanske borgerretskamp, er mødet med Charles Neblett også historien om, hvordan den danske folkehøjskole via Highlander Folk School i Tennessee blev en afgørende faktor for udviklingen af den amerikanske borgerretsbevægelse.
Besøget af Neblett er et resultat af Thorbjørn Carl Hjalagers (lærer på Ry Højskole) besøg på Highlander Folk School i Tennessee i september. Highlander er oprettet med inspiration fra den danske folkehøjskole og spillede en afgørende rolle i udviklingen af den amerikanske borgerretsbevægelse i 1950'ernes og 60'ernes USA.


