Af Lisbeth Trinskjær, formand for FFD
"Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig, at man kan leve sådan?" spurgte den københavnske højskoleelev på en højskole i Jylland.
Han havde netop lagt øre til en beretning om livet i økolandsbyen Friland. At et liv, ideelt set, kan være gældfrit, affaldsfrit og tilskudsfrit, var uden for højskoleelevens forestillingsevne - og spørgsmålet var, hvorfor nogen havde forholdt ham den viden.
Oplysningens præmisser er under forandring
I Danmark har vi et borgerideal, som indbefatter en høj grad af personlig frihed, under hensyntagen til fælleskabets trivsel. Og jeg elsker den tillid til hinanden, der ligger i den grundtanke. Men reel frihed forudsætter oplysning. Og oplysningens præmisser er under forandring.
Ny teknologi er på mange parametre en gave til demokratiet. Tilgængeligheden er eksploderet. Budskaber deles med en hastighed, vi aldrig tidligere har kendt. Og alle kan komme tæt på budskabets kilde. Aldrig har så mange vidst så meget.
Vi ved bare ikke længere ret meget om det, vi ikke vidste, vi ville vide.
Teknologien individualiserer oplysning
For at opnå størst mulig relevans for den enkelte, designer teknologien vores informationsflows, så det former sig efter vores individuelle præferencer. Som konsekvens får vi hele tiden mere af det, vi efterspørger. Og hver eneste skærmflade er individualiseret.
Når vi ser tv, skal vi ikke længere trækkes igennem endnu et kedsommeligt afsnit af Barnabys færd i det livsfarlige, men smukke Midsomer. Vi kan streame os til præcis den underholdning, vi elsker. Og ingen skal længere vente på næste uges afsnit.
Hvad sker der med den fælles delmængde?
Men hvad sker der, når vi ikke længere har et billede af "virkeligheden", som har en fælles delmængde af en rimelig størrelse? Når vi ikke længere kan genkende hinandens version af verden, fordi vores verdener er formet forskelligt? Og hvad mister vi viden om, når vi kun præsenteres for det, vi i forvejen vidste havde vores interesse?
Ja, så ved den unge højskoleelev fra hovedstaden fx ikke, at et liv uden gæld, affald og tilskud er en valgmulighed for ham, hvis han ikke i forvejen vidste, at livet på Friland kunne være interessant for ham.
Nu var den unge mand jo heldigvis på højskole, og her udfordrer vi jo hinanden flittigt med viden, oplevelser og erfaringer, der forstyrrer vores verdensbilleder og vækker passion og kærlighed til alle mulige ting, vi hver især ikke vidste havde værdi. Men hele verden er jo ikke på højskole.
Hvor skal vi i fremtiden møde det, vi ikke vidste, vi gerne ville vide? Og hvad sker der med vores frihed og vores fællesskab, hvis det ikke sker?