Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening
At vi mennesker ansvarligt skal arbejde for at skabe os et liv, vi selv er herre over vel at mærke et produktivt og bæredygtigt et af slagsen er en norm, vi alle efterhånden synes at have taget til os. Et sundt liberalt og ansvarligt syn på det, vi som mennesker må kunne forvente af os selv og hinanden.
Som følgevirkning ser vi til den enkelte, når vi søger forklaring på det, der ikke lykkes. Vi sætter små spørgsmålstegn ved dem, der ikke følger normen. Måske har de ikke gjort sig umage nok, måske har de ikke været flittige nok, måske ville de det i virkeligheden ikke rigtigt. Altså lykkes. Men hvornår kan et fænomen ikke længere tilskrives den enkelte? Hvornår er noget så markant, at vi som samfund skal vende pilen ind mod noget fælles?
En ny undersøgelse dokumenterer, at 32% fra alle unge mellem 18 og 25 år har skadet sig selv med vilje. Det er unge, der skader sig selv for at udtrykke indre smerte og afmagt. Som samfund kalder vi det "modesygdomme" og taler om "smittefare". Og får dermed på en gang både latterliggjort fænomenet og vendt skylden hen imod de samme unge, som selv betaler prisen for afmagten. Se på, hvor afmagten kommer fra? Hvor samtalen og fællesskabet holder op, og
ensomheden tager over?
Jeg oplever en generation af unge, som er ekstremt ansvarlige. Som alene har påtaget sig det fulde ansvar for egen fremtid. Og det i langt højere grad end de generationer, der nu normsætter, nogensinde har gjort selv. De har accepteret, at fejlene kun har én ejer, at de skal gå den lige vej, at de bare skal stramme ballerne, så de kan komme hurtigt i mål, og at succes og produktivitet er destinationen. Mens de generationer, der kommer før dem, har "fjumreår", SU ad libitum og oprør med i bagagen. Jeg tænker, at vi glemte at tilføje to ting til den liberale og ansvarlige vuggegave, de unge fik:
1) visheden om at enhver generation må sætte sit eget præg på fremtiden - og ikke bare bevidstløst og loyalt videreføre tidligere generationers plan og
2) den erfaring, at vi alle har brug for den styrke, vi finder i fællesskaber, der hjælper os med at skabe mening. For uden fællesskaber, mening og plads til oprør og fejl vendes afmagt indad. Og den regning kan vi ikke lade den enkelte unge betale. Den udfordring har vi alle et medansvar for.