EU-FOLKEAFSTEMNINGEN har afsløret et stort behov for at få genoprettet tilliden mellem borgere og politikere - og borgerne imellem. Et godt sted at starte kunne være en styrkelse af det uformelle demokrati i landdistrikterne.
Nu står vi så for tredje gang med en befolkning, der er opdelt i et ja og et nej. Der er ingen tvivl om, at det er sundt at få trykprøvet det formelle demokrati, når det handler om store og væsentlige spørgsmål for nationen Danmark.
Og der er ingen tvivl om, at en sådan afstemning skal sætte sine spor i det politiske liv, der udspilles mellem vores folkevalgte, ligesom det selvklart vil sætte sine spor i de politiske aftaler, der løbende indgås.
Det er et faretruende demokratisk signal, når borgerne mister tilliden til dem, de har valgt til at repræsentere sig.
Det er tegn på en afkobling af civilsamfund fra stat, når borgerne kalder de folkevalgte for "Christiansborg-politikere", og når disse betegner borgere, der blander sig, som "hverdagseksperter". Den tillidskrise må Christiansborg imødegå. Hvor kan der sættes ind? Det danske demokrati er dobbelt: det formelle med direkte valg og kryds på valgdagen- og så det uformelle, det levende og det levede demokrati.
Her er samtale i bred forstand afgørende. Mødet mellem borgere med forskellig baggrund og observans - og mødet mellem politikere og borgere. Det er her, man kan blive udfordret, blive klogere og opbygge tillid.
Siden slutningen af 1800-tallet er dette dobbelte demokrati blevet opbygget.
Der tales om en særlig dansk demokratiudvikling præget af Grundtvig og senere Hal Koch. Ved indførelse af stemmeret til hele befolkningen og ved statslig støtte til civilsamfundsorganisationer - ikke mindst til folkeoplysningsvirksomhed .
I DENNE SAMMENHÆNG skal jeg fremhæve den støtte, som folkehøjskolerne har fået til frit at udøve deres virksomhed inden for meget vide rammer. Med denne frihed har folkehøjskolerne siden 1844 rundt omkring i landet oplivet og oplyst deltagerne på skolerne, og i høj grad været lokale kultur-og kraftcentre.
Det har været afgørende for, at Danmark globalt set indtil nu har kunnet prale af det højeste niveau af tillid - til hinanden og til systemet.
Eller med andre ord har vi en meget stor og afgørende social kapital.
Den kapital skal der tages vare på. Den vil forsvinde i takt med, at mistilliden til politikerne stiger, så vi ender med at stå som en usammenhængende nation, der ikke kun er splittet på synspunkter, men også ved en grundlæggende mistillid til hinanden og de store systemer.
Med aftalen om finanslov for 2016 er der lagt i kakkelovnen for blandt andre folkehøjskolerne .
Oven i de besparelser på seks procent, som Venstre gennemførte i 2010, kan vi nu se frem til yderligere otte procent over de kommende år. Det skal skæres ind til benet, og det vil ikke mindst påvirke den virksomhed, som højskolerne bedriver i de mindre bysamfund og lokalområder.
Her byder højskolerne ind til foredrag, debat, fest og sang og giver rum til lokale initiativer som grundlovsfejring, arrangementer for asylsøgere og anden kulturel udveksling, der styrker sammenhængen.
Lad mig i parentes bemærke, at antallet af højskoler over de seneste 10 år er faldet med 12 fra 80 til 67.
DET ER NU, at regeringen - gerne med et bredt flertal - må sætte fokus på at bevare den sociale kapital. I den kommende tid skal regeringen og forligspartier lande en aftale om udvikling i landdistrikterne.
Her er der mulighed for at rette op på det paradoks, at man netop med en uforklaret nødvendighedsargumentation og grønthøsterens "præcision" har sparet på den virksomhed, der kunne medvirke til at styrke landdistrikterne og det lokale demokrati.
En "udkantspolitik", der støtter foreningsliv og folkeoplysende virksomhed, er altså ikke kun afgørende for den "udkant", som den er direkte møntet på, men også for et mere sammenhængende Danmark. Her hjælper konkrete aftaler og en sammenhængende, langsigtet politik, som kan styrke tilliden, så det formelle demokratis spørgsmål til vælgerne faktisk kan et give reelt svar på det, der spørges om.
Så svaret på det indledende spørgsmål er: Genopret tilliden gennem fortsat støtte til lokal debat, kulturcentre, foreningsliv og folkeoplysning og altså ikke mindst de folkehøjskoler , som har kraft, ideer, kulturliv og folkelige møder på dagsordenen - så længe, de findes.
Indlægget er trykt i Kristeligt Dagblad d. 21. december