Psykomotorik og højskolefællesskab går hånd i hånd

Psykomotorikuddannelsen i Randers har over de seneste fem år opbygget et solidt samarbejde med Odder Højskole. Samarbejdet opstod, da en tidligere elev fra højskolen uddannede sig til psykomotorisk terapeut og begyndte at undervise på skolen. Pludselig viste en positiv forbindelse sig mellem psykomotorikuddannelsen og højskolens forpligtende fællesskab.


Efterår 2012
Af Marie Ørbæk Christensen

Vil du være psykomotorisk terapeut?

Når potentielle studerende opsøger studievejledningen på psykomotorikuddannelsen i Randers, anbefales de først at opbygge et godt kendskab til psykomotorik. Og når de så meget naturligt spørger, hvordan de gør det, bliver Odder Højskole nævnt. Det gør den, fordi højskolen udbyder både korte weekendkurser og halvårlige kurser med henblik på psykomotorik, skabt i samarbejde med psykomotorikuddannelsen.

"Samarbejdet opstod i 2007, da vi påbegyndte et projekt om brobygning mellem højskolen og psykomotorikuddannelsen i Randers," fortæller Manja Flammild, der er studievejleder på psykomotorikuddannelsen, og desuden koordinerer højskolens korte weekendkurser. "Udgangspunktet var, at vi i Randers har brug for, at de studerende besidder nogle særlige kompetencer, inden de begynder på uddannelsen, og at de er afklarede om deres valg af studie," forklarer hun.

Oprindeligt startede samarbejdet som et weekendkursus, men blev hurtigt integreret i højskolens lange kursus, 'Krop og bevidsthed'. Her lyder aftalen, at det altid er en psykomotorisk terapeut, der skal forestå undervisningen. På det lange kursus får eleverne erfaring med afspændingspædagogiske og psykomotoriske metoder, hvilket blandt andet sker via undervisning fra den psykomotoriske terapeut. Derudover stiller psykomotorikuddannelsen en studievejleder til rådighed på Odder Højskole, så interesserede kan få sparring, og endelig kan
højskoleeleverne deltage i en dags undervisning på uddannelsen, hvis de vil fornemme miljøet og stemningen.

Fællesskab og faglighed

Manja Flammild var selv elev på højskolen i 2003, og det var allerede, da hun efterfølgende begyndte på psykomotorikuddannelsen og begyndte at undervise på højskolen, at hun blev præsenteret for idéen om et samarbejde mellem højskolen og uddannelsen. Hun ser i dag et klart mønster blandt de elever, der først tager det lange kursus på højskolen, og dernæst søger ind på psykomotorikuddannelsen: "De kommer simpelthen bedre gennem uddannelsen, hvilket vi også kan se på vores frafaldsprocent. Ingen af de elever, der har gået på det lange kursus på højskolen, inden de er begyndt på psykomotorikuddannelsen, er faldet fra uddannelsen," tilføjer hun.

Men det er mere end blot de faglige forbindelser, der skaber det gode samarbejde mellem uddannelsen og højskolen, mener Manja Flammild. "Den faglige afklaring er tydelig at iagttage, men det sociale aspekt er også meget væsentligt for vores samarbejde. Der er ingen tvivl om, at de studerende, der kommer fra højskolen, har erhvervet sig gode, sociale kompetencer, som er værdifulde både fagligt og personligt, når de studerer psykomotorik," fortæller hun og uddyber: "Der er mange træk fra højskolens forpligtende fællesskab, der går igen i grundlaget for den psykomotoriske uddannelse, og derfor er de af vores studerende, der også har
været omkring højskolens kurser, godt rustet til at klare uddannelsen."

Forberedende kursus - men først og fremmest højskole

Også Søren Winther Larsen, der er forstander på Odder Højskole, er glad for
samarbejdet med psykomotorikuddannelsen, som efterhånden er gledet meget
naturligt ind i højskolens øvrige dagligdag: "Samarbejdet er efter nogle år blevet formaliseret, og kører i dag så godt, at det ikke er noget vi mærker til i højskolens dagligdag. VIA University College stiller ingen krav til vores undervisning på 'Krop- og bevidsthedslinjen', andet end at vi har ansat en psykomotorisk terapeut på
skolen," fortæller han.

Derfor giver samarbejdet også højskolen lov til først og fremmest at være højskole, også for de elever, der har valgt netop Odder Højskole på grund af samarbejdet med psykomotorikuddannelsen. "Udover undervisningen er det netop også
det uformelle højskolefællesskab, der styrker de kommende studerende, og som er
afgørende for, at de senere falder så godt til hos os," forklarer Manja Flammild.

Kort og godt

  • I år havde psykomotorikuddannelsen 85 førsteprioritetsansøgere. Cirka 40 procent af disse har været på et af de korte kurser på Odder Højskole, og tallet stiger hvert år, da uddannelsen modtager flere og flere ansøgere.
  • Dags dato er der 6 studerende, der har gennemført uddannelsen, som også har gået på det lange kursus i Odder. På hver årgang er der 1-2 studerende, som har taget et langt ophold på højskolen. Der er endnu ingen studerende, der har taget et langt kursus på højskolen, som er sprunget fra uddannelsen.
  • Hvis man søger optagelse på uddannelsen, er deltagelse i det lange kursus på Odder Højskole en meget væsentlig faktor i vurderingen af, om man bliver optaget på uddannelsen. Deltagelse i de korte kurser er en væsentlig faktor.

Vil du vide mere?