Kvote 2-studerende må igen fylde mere

Siden 2008 har universiteterne kun måtte optage 10 procent af deres studerende gennem kvote 2. Den regel blev for præcis et år ændret, så universiteterne nu selv kan afgøre, hvor mange de vil optage via kvote 2. Det har betydet, at rigtig mange universiteter i år har søgt om og fået godkendt et øget antal kvote 2-studerende.


Forår 2013
Af Marie Ørbæk Christensen

Nye regler for kvote 2

Var man lidt for doven i sin gymnasietid, eller har man ventet for længe med at begynde på en uddannelse, så man ikke længere kan gange sit karaktergennemsnit op, er der nyt håb. I marts 2012 besluttede uddannelsesminister, Morten Østergaard (R), nemlig at give universiteterne mulighed for selv at bestemme, hvor mange studerende de vil optage fra den såkaldte kvote 2, hvor der ikke udelukkende ses på gennemsnittet fra eksamensbeviset. Ved ansøgning gennem kvote 2 bliver der ud over eksamenssnittet blandt andet taget højde for erhvervserfaring og tidligere uddannelse.

Ændringen trådte i kraft med øjeblikkelig virkning kort tid inden fristen for at søge kvote 2 udløb den 15. marts 2012. Og modsat reglerne fra før 2008, hvor universiteterne måtte optage 20 procent kvote 2-studerende, er der i de nye ændringer intet loft for antallet af studerende optaget på kvote 2. Det fastsætter universiteterne selv.

Om end de nye regler blev taget godt imod, var der ikke mange universiteter, der i 2012 benyttede sig af regelændringerne, hvilket skyldtes den korte tidsfrist. Universiteterne havde nemlig blot otte dage til at reagere på ændringerne, inden fristen for kvote 2 udløb den 15. marts. Dengang sagde studiechef på Københavns Universitet, Claus Nielsen:

"Det er fint, at universiteterne nu meget friere kan indstille til, hvordan kvotefordelingen skal være. Men i år har vi ikke kunnet nå at reagere på det på grund af den korte tid, vi har haft i forhold til optagelsen i år. På KU har vi dog sat arbejdet i gang, og vi vil nu se på kvotefordelingen i forhold til næste års optagelse."

Status et år senere

Til gengæld har syv ud af otte universiteter i år fået godkendt deres ansøgning om at optage flere studerende under kvote 2, oplyser Uddannelsesministeriet. Størst er ændringerne på Roskilde Universitet (RUC), hvor 25 procent af studiepladserne nu skal reserveres til kvote 2-ansøgere. Ifølge prorektor Hanne Leth Andersen hænger ønsket sammen med en erfaring for, at kvote 2-studerende har lavere frafald end studerende, der er optaget gennem kvote 1.

"Vi vil gerne have studerende, der er stærkt motiverede for den specifikke uddannelse, de søger ind på.  Måske har de relevant erhvervserfaring eller høje karakterer i lige det fag. Derudover er det godt for studiemiljøet med et bredere felt af ansøgere, og det er igen godt for både uddannelsens kvalitet og frafaldet," siger hun til metroXpress.

De nye ændringer er også blevet taget godt imod på Copenhagen Business School, hvor optaget af kvote 2-studerende på alle HA-bacheloruddannelser allerede i 2012 blev ændret fra 10 procent til 20 procent.

Kort og godt

  • Optagelsen gennem kvote 2 er for ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.
  • Der er ansøgningsfrist den 15. marts klokken 12.00.
  • Det er ikke alle studier, der giver mulighed for at søge ind via kvote 2 - og der er forskel på, hvor mange der bliver optaget. Der er forskel fra studium til studium på, hvad der bliver lagt vægt på. Det kan for eksempel være eksamensgennemsnittet, højskoleophold og relevant erhvervserfaring.

Vil du vide mere