Ensomhed på højskolen
Kasper Selmar Pedersen er nuværende højskoleelev. Før han startede på højskolen læste han på universitet, men droppede ud, fordi han havde taget et forkert studievalg. I stedet tog han på højskole og blev så begejstret for opholdet, at han nu er begyndt på endnu et højskoleophold. Imellem de to ophold havde han igen været en kort tur inden for universitetets mure, men måtte senere droppe ud pga. personlige problemer. For Kasper var højskolen det sted, hvor han fik mod på at dele sine tanker i et trygt rum. Men det tog tid, før han følte sig tilpas. Det store fællesskab, usikkerheden omkring de nye relationer og sin egen fremtoning gav Kasper en følelse af ensomhed.
"Ensomhed er en følelse, der overmander en, når man begynder at tænke for meget over en selv og ens fremtræden. Følelsen træder frem, når dialoger bliver overdøvet af indre monologer. Monologer, hvor man selv er både instruktør, hovedperson og kritiker på en og samme tid. Instruktøren, der forsøger at få hovedpersonen til at følge manuskriptet. Hovedpersonen, der er i gang med og forsøger at være til stede i dialogen, og til sidst kritikeren, der hele tiden fremturer med bud på, hvordan manuskriptet, stylingen og skuespillerpræstationen kunne forbedres. For mig at se er det denne splittede måde at være til stede i nuet på, der giver følelsen af ensomhed plads til at udvikle sig", siger han.
"Et eksempel på en situation, hvor jeg tit har følt mig ensom, er på min tidligere højskole. Der havde vi en rigtig stor, åben og hyggelig dagligstue. Ryglænene på sofaerne var således relativt små, og man kunne derfor let bevare kontakten til de andre elever, selvom der også var små grupperinger i sofaarrangementet. Disse grupperinger, eller lad os kalde dem "båse", skabte ofte plads til 6-10 elever, der kunne sidde sammen om et bord. I mit perspektiv var det en stor gruppe, som jeg havde det meget svært med at være en del af, medmindre vi var samlet omkring en aktivitet som eksempelvis et spil. Når vi bare sad og "hyggede" os, følte jeg mig tit mindreværdig eller beklemt. Jeg var således startet på højskolen med den opfattelse, at jeg ikke rigtig havde noget at byde ind med i sociale sammenhæng. En opfattelse som aldrig nogensinde direkte var blevet udtrykt for mig, men ikke desto mindre en opfattelse, der havde fæstnet sig som en markant del af min selvforståelse", fortæller Kasper.
Alle har en historie, som er værd at dele
Ifølge Kasper er højskolen et unikt rum med ganske særlige muligheder for, at fællesskabet kan blomstre. Alligevel kan man opleve en følelse af at være ensom i det store højskolefællesskab, og det kan hænge sammen med, hvilket rum højskolen formår at skabe i de første uger af opholdet.
"Det handler om, at eleverne får muligheden for at sætte sig selv på spil. Får mulighed for at fortælle, hvad de har med sig i bagagen. For alle har en historie, som er værd at dele. Kort sagt handler det om at få skabt en kultur, hvor det er i orden at melde ud, hvordan man har det, og hvor man kommer fra. Lykkes det højskolen at skabe dette rum, så giver højskolerne deres elever en fantastisk mulighed for at skabe nye, dybe venskaber, der fremadrettet kan fungere som en buffer, når følelsen af ensomhed stikker hovedet frem såvel på højskolen som senere uden for det trygge højskolerum. Tør man åbne sig op for en anden person, kan ensomheden udvikle sig til en venskabelig tosomhed, som efter min overbevisning er den bedste kur mod den tærende følelse af ensomhed," siger Kasper.
Ensomhed på studiet
Niels Gerner Nielsen er universitetsstuderende og snart færdig med sit tredje år på studiet. Som tidligere højskoleelev havde han nogle bestemte forventninger til fællesskabet med sine nye medstuderende. Men det var langt fra en fællesskabsfølelse, som Niels oplevede, da han begyndte på sin uddannelse.
"Jeg kom lige fra højskolen og havde oplevet, hvad et fællesskab kunne være der. Så skulle jeg starte på studiet og havde egentlig glædet mig til at komme i gang med at læse. Vi startede med 14 dages introtur. Fem dage på en hyttetur, hvor man skulle drikke en helvedes masse og opføre sig åndssvagt. Og jeg kan huske en episode, hvor jeg skulle ligge og tilbede en af vores tutorer, så mit hold kunne få nogle point. Og alle fulgte bare flok. Jeg kunne mærke, at dét kunne jeg slet ikke. Så jeg endte med at tage hjem fra den hyttetur. Det gjorde så, at jeg aldrig rigtig kom tilbage igen i det sociale, fordi jeg syntes, det var så hårdt at være en del af det, de var sammen omkring. Jeg følte mig meget udenfor," fortæller Niels.
Overgangen fra det inkluderende fællesskab på højskolen til studielivet på universitet, gjorde Niels opmærksom på, hvad han havde fået med fra højskolen, som på sin vis gjorde det vanskeligt for ham blive en del af fællesskabet på universitet.
"Når man siger, at højskolen gør en studieklar, så er det for mit vedkommende ikke rigtigt. Man kommer lige fra fællesskabet og sindssygt gode venner. Det er noget af det, man gør på højskolen; man øver sig i at være venner og være sammen. Og på den måde havde jeg måske lidt urimelige krav til mine medstuderende, om at fællesskab kunne være andet end bare at drikke hjernen ud. Det fællesskab der blev tilbudt i min klasse, var ikke noget, der tiltalte mig. Det, tror jeg, er grunden til, at jeg har følt mig ensom på studiet," siger Niels.
På de anonyme rækker
"Når jeg går ind ad svingdørene til universitetet, så sker der noget med mig. Det er som om, jeg skal være mere målbevidst, målrettet og fokuseret på mine studier. Der er utrolig mange timer, hvor man skal sidde for sig selv og forberede sig til undervisningen, som så varer omkring halvanden til to timer. Det hele foregår i et meget anonymt rum, hvor der ikke sker særlig meget: Underviseren står og fremlægger, og vi sidder alle dér anonymt på rækkerne og ved egentlig ikke, hvem han er. Han giver sit eget synspunkt på emnet, og så kan du egentlig pakke rygsækken og tage hjem igen. Jeg synes egentlig, man som regel starter med at være oplagt, når man sætter sig ned og læser. Men når man har siddet to timer og læst, så er det som om, at alting stille og roligt forsvinder for én. Man begynder at stille tvivlende spørgsmål som: "Hvorfor læser jeg det her? Hvad sker der egentlig omkring mig? Er det nu det rigtige, jeg gør?"
Den ungdomsgeneration, som Niels tilhører, er ifølge ham meget privilegeret med et hav af valgmuligheder. Som ung får du stort set selv mulighed for at vælge en uddannelse. Hermed er man også forpligtiget til at være en flittig studerende, mener Niels. Når de unge selv vælger, hvad de gerne vil, så medfører det også et større personligt ansvar for, at man skal lykkes med sit studieliv. Ifølge Niels kan det være med til at skabe et pres og en følelse af at være meget ladt alene med ansvaret.
Ansvar for hinanden
Det Niels ser som et bærende element i forhold til at føle ensomhed på studiet er, at man i realiteten ikke har noget ansvar for folk omkring sig. Med de rammer der er sat op, giver det ikke mening at være noget for din sidekammerat, siger han.
"Man kan meget hurtigt blive ligegyldige for hinanden. Derfor tror jeg, det er godt, at man laver nogle ting, man er glad for ved siden af studiet. Jeg føler mig ensom på studiet, men jeg er ikke ensom i mit liv. Studiet har jeg valgt at skille fra, som noget der er vigtigt for mig. Jeg laver en masse andre ting, der giver mig energi og glæde, hvor jeg betyder noget, og hvor andre er afhængige af mig. Det tror jeg kan modarbejde følelsen af ensomhed."