Hvornår er man ensom? Det spørgsmål har Mathias Lasgaard, der til daglig er lektor og ph.d. i psykologi ved CFK, Region Midtjylland og Syddansk Universitet, beskæftiget sig med i en årrække. I sin forskning har han især fokuseret på unge, hvilket har bragt ham vidt omkring i diverse undersøgelser om ensomhed og konsekvensen af denne.
Ifølge Mathias Lasgaard har alle mennesker en opfattelse af, hvad det vil sige at være ensom, og det er ofte situationsbestemt: Man starter på en ny skole eller flytter til en ny by og bliver revet ud af tidligere sociale netværk. Dette kan betegnes som en naturlig ensomhed, som er forbigående og ikke nødvendigvis udgør en fare i et trivsels- eller sundhedsperspektiv. Det er først, når følelsen af ensomhed bliver vedvarende og bider sig fast i den enkelte, at opmærksomheden bør skærpes, mener han.
"Når vi taler om unge og mistrivsel, også i en vejledningssammenhæng, så handler det jo ikke om dem, der føler sig ensomme, forbi de lige er kommet på højskole eller lige er begyndt på universitetet. Det handler om dem, der stadig føler sig ensomme efter flere måneder," siger han.
Alene eller ensom?
I et forsøg på at afgrænse ensomhedsbegrebet i en forskningssammenhæng kan man tale om en klar opdeling mellem det at være alene og det at være ensom. Mens alene-hed er et objektivt forhold, er det at føle sig ensom en subjektiv følelse, der per definition er ubehagelig. Alene-hed er noget, man kan vælge til, mens ensomheden er uønsket. Følelsen af ensomhed hænger i høj grad sammen med de unges forståelse af kvaliteten af deres relationer, mener Mathias Lasgaard.
"Ensomheden opstår, når man oplever et modsætningsforhold mellem sine faktiske sociale relationer, og de relationer man ønsker at have. Man oplever altså, at de sociale behov, man har, ikke opfyldes."
Hvis man f.eks. kigger på unge, der går på universitet og føler sig ensomme, så er det bemærkelsesværdigt, at de typisk har ligeså mange relationer, som unge der ikke oplever ensomhed. Forskellen ligger i, at ikke-ensomme har venner, hvorimod de ensomme unge har bekendte og mere overfladiske relationer. Det er altså ikke antallet af relationer, men snarere kvaliteten af dem, som er afgørende, når man taler om ungdomsensomhed.
Den skjulte ensomhed
Mange undersøgelser peger på typiske tegn og symptomer hos unge, der føler sig ensomme. Risikogrupperne er unge med lavt selvværd, manglende sociale kompetencer, udpræget generthed eller depressive tendenser, og her bør man være ekstra opmærksom, når der drejer sig om at spore ungdomsensomheden. Men ensomheden kan også findes hos unge, som udadtil virker velfungerende og sociale, fremhæver Mathias Lasgaard.
"Nogle ensomme unge risikerer at ende et sted, hvor de sidder alene på værelset på kollegiet nytårsaften. De fortæller deres far og mor, at de går til fest og lader som om, at de har et netværk, som de andre ikke rigtig kender. Men i virkeligheden er der ikke rigtig nogen."
Dette er et billede på, hvad Mathias Lasgaard kalder for den stille mistrivsel. Hvor unge tidligere har skulle leve op til deres forældres krav og forventninger, er det i dag i langt højere grad dem selv, de skal kæmpe imod. Nu sidder de på deres værelser med egne spekulationer og bekymringer og involverer ofte ikke nogen i deres tanker. Mathias Lasgaard påpeger, at man kan tale om en generel tendens til, at unge sjældent selv fortæller, at de føler sig ensomme. Dette betyder i praksis, at der ikke er mange, der dukker op hos en vejleder og siger, at de føler sig ensomme. I stedet kommer dette til udtryk i, at de føler sig triste, er ked af en karakter eller har det svært socialt.
"Det er de færreste, der vil komme ind og sige, jeg er mislykket med noget af det helt grundlæggende med at være ung. Jeg er simpelthen udenfor, jeg er ikke en del af fællesskabet," siger Mathias Lasgaard.
PISA-harmonisering og høje forventninger
Fra et uddannelsesmæssigt perspektiv er der ikke tvivl om, at samfundsmæssige normer om at kunne præstere og komme hurtigere igennem sin uddannelse er medvirkende til, at nogle unge føler sig pressede, understreger Mathias Lasgaard. Allerede fra folkeskolen skal de kunne levere og passe ind i et PISA-landskab. Samtidig er de unge stillet over for en frihed til selv at vælge, verden ligger åben for deres fødder, og de kan i princippet, hvad de vil.
At være ung og ensom i dag hænger i høj grad sammen med tanken om at lykkes socialt, og hvis det ikke sker, så er det den unges egen skyld. De samfundsmæssige forventninger er tydelige, men det er snarere de unges egne forventninger og tanker om, hvad de skal blive, der skaber et pres og kan være svære at indfri. Ifølge Mathias Lasgaard bør man i en vejledningssammenhæng spørge ind til, om de unges forventninger til deres eget liv er realistiske og måske kan være årsagen til, at der opstår en følelse af ensomhed og utilstrækkelighed.
"Nogle unge møder virkeligheden i dag med en forventning om, at alle kan blive statsminister. Hvis bare de vil. Eller vinde X-faktor. Det tror jeg ikke, at alle unge kan. Men de kan finde mange andre meningsfulde pladser her i verden."
Vejlederens relationstjek
Når unge kommer til vejledere og siger, at de er stressede, har det svært eller er ked af deres karakter, er det relevant at undersøge, om de nævnte udfordringer går hånd i hånd med en ensomhedsproblematik. Her kan vejlederen lave et såkaldt relationstjek og stille spørgsmålet: "Hvem er det, udover mig som vejleder, du taler med disse ting om?"
Det er netop vigtigt at sætte fokus på relationerne og det netværk, som den unge føler sig en del af. Man skal rundt om relationerne og uden berøringsangst spørge ind til, hvordan disse relationer er. Om der i virkeligheden er tale om facebook-relationer, hvor man måske ikke taler om, at man har det svært. Dét Mathias Lasgaard ser som noget af det væsentligste er, at der hurtigt bliver sat ind over for ensomme unge og taget hånd om dem. Deres oplevelse af ensomhed skal anerkendes, så man kan komme i gang med at hjælpe dem tilbage på sporet.
"Ungdomsensomheden eksisterer, og den skal anerkendes. Så behøver vi ikke diskutere, om man faktisk kan være ensom i en hypersocial verden, men vi kan i stedet hjælpe de unge, tale med dem og anerkende problemet. Worst case scenario er jo, at et liv i ungdomsensomhed bliver et liv i ensomhed," siger han.