Livsfortællinger i Mariager
Rundt omkring på landets højskoler finder man en lang række forskellige tilgange, når det drejer sig om at skabe et vejledningsrum, som kan virke modarbejdende i forhold til at føle sig ensom. På Mariager Højskole i Nordjylland har man inddelt højskolevejledningen i flere forskellige niveauer. En essentiel del er coaching, og under hele højskoleopholdet er samtlige elever tilknyttet en coach, der er en af højskolens lærere, som både coacher individuelt og i grupper. Derudover er eleverne inddelt i nogle faste grupper, der spiser sammen og har ugentlige møder og gruppe-samtaler, der organiseres af skolens andenårs-elever. Eleverne opfordres desuden til at danne "Livsforvandlings-grupper", hvor de i mindre grupper skaber et intimt og fortroligt rum at betro sig i. Sidst, men ikke mindst, samles hele skolen hver fredag, hvor man på skift får mulighed for at fortælle om sit liv gennem billeder eller lignende.
Fælles for disse forskellige vejledningsniveauer er, at de alle lægger vægt på elevernes livsfortællinger og opfordrer til, at man deler tanker fra dagligdagen med hinanden. Højskolens vejleder, Solfrid Bracher, mener, at det kan have en positiv effekt i forhold til at føle sig ensom.
"Funktionen er jo, at vi er opmærksomme på hinanden. Nogle elever kan være introverte og andre ekstroverte. Nogle tænker måske: Jeg tør ikke fortælle noget. I de forskellige grupper har de mulighed for at læsse af og lytte til hinanden", siger hun.
Kristne grundværdier i vejledningen
Solfrid Bracher fremhæver de tætte elevforhold, hvor der skabes rum for at dele tanker og livsoplevelser, som afgørende for at føle sig som en del af fællesskabet, når man går på højskolen. Den ramme, der bliver sat op om de forskellige vejledningsdele, er funderet i skolens kristne grundværdier. Det handler om at gøre gudstroen levende, og dette afspejles også i vejledningen.
"Vi har fire markante kristne værdier, der afspejler sig i vores hverdag, som vi både trækker på i vores pædagogiske tilgang, og når vi vejleder og coacher. Disse fire er fællesskab, ansvar, respekt og tillid. Fællesskabet er helt grundlæggende. Ansvar handler om, at vi rent menneskeligt tager ansvar for hinanden og ikke bare de ting, vi har omkring os. Så er der respekten for den enkelte, dét man står for, og at man kommer med forskellig baggrund. Og til sidst tillid til, at man ikke går ind og tramper på nogen," siger hun.
Gruppevejledning i WATCH-modellen
En anden tilgang til vejledning finder man på Vrå Højskole, hvor der tages udgangspunkt i den såkaldte WATCH-model, en forkortelse for What Alternatives? Thinking - Coping - Hoping. Skolens forstander, Pia Schnoor, underviser i og faciliterer WATCH-modellen på højskolen, som oprindeligt blev udviklet af islandske vejledere. Modellen er en simpel metode til gruppevejledning af 10-12 personer og er bygget op omkring 15 sessioner, som alle er defineret på forhånd i detaljer, hvilket, ifølge Pia Schnoor, gør modellen meget let anvendelig. Grundlæggende er der fokus på, at deltagerne skal ændre adfærd og tankemønstre i en mere positiv retning. Hver session har et bestemt tema, f.eks. "stress", "studievaner" eller "venner", som beskuer deltagernes liv fra forskellige vinkler. Sessionerne er desuden bygget op omkring skemaer med personlige mål, som eleverne skal arbejde ud fra og evaluere i fællesskab. Det målbare perspektiv fra gang til gang, responsen og anerkendelsen er et godt udgangspunkt - også for de svagere elever, mener Pia Schnoor.
"Når vi mødes til WATCH, diskuterer vi de mål, vi satte. Var det de rigtige mål, vi satte? Nåede vi målene? Hvorfor gjorde vi ikke? Dér, hvor jeg synes, det flytter på elevernes selvtillid er, når de lærer at sætte realistiske mål. Et mål kunne være at rydde vasketøjsbunken op, efter den har ligget i otte uger. Eller at man skal kunne gå alene ind i spisesalen uden hjælp."
WATCH-modellen, og den proces deltagerne kommer igennem, medvirker til at rykke på deres selvforståelse og giver en følelse af at høre til et sted. Gruppevejledningen giver deltagerne mulighed for at spejle sig i hinanden og blive opmærksom på, at andre måske sidder med samme udfordringer som én selv. Det kan være meget givende for de elever, der oplever ensomhed, mener Pia Schnoor.
"Jeg oplevede på mit sidste WATCH-hold, at nogle af de ensomme elever pludselig blev en meget etableret del af hele højskolefællesskabet. Eleverne laver morgensamlinger, hvor de fortæller de andre elever, hvad det er, de laver på WATCH. Der begynder selv de generte unge at skulle definere, hvad det hele går ud på, og hvordan vi arbejder. De får derved også mod på at søge uden for WATCH-gruppen," udtaler hun.
Den eksistentielle vejledning
Vejledningen kan også have en mere filosofisk karakter. Tidligere højskolelærer, og nu professor ved Aalborg Universitet, Finn Thorbjørn Hansen, har igennem en årrække forsket i og praktiseret den eksistentielle tilgang til vejledning. I 2008 udgav han i samarbejde med FFD en rapport om den eksistentielle dimension i højskolens uddannelses- og erhvervsvejledning.Samme år udkom hans bog "At stå i det åbne" og senest "Kan man undre sig uden ord" fra 2014. Bøgerne tager alle fat på, hvad denne form for vejledning er for en størrelse, og hvad den kan og vil i praksis. Tilgangen lægger vægt på en fælles undren over verden og det levede liv, som giver nye perspektiver og forståelser for et givent fænomen. Den er derfor ikke psykologisk og terapeutisk, med én person placeret i den varme stol, men i højere grad symmetrisk og ligeværdig i relationen mellem eleverne og vejlederen. Ifølge Finn Thorbjørn Hansen kan den eksistentielle vejledning skabe et forum, hvor det ikke er hensigten at udstille sig selv personligt, men hvor man taler om noget mere eksistentielt og alment menneskeligt, noget der befinder sig imellem mennesker, og det kan have betydning for de elever, der føler sig ensomme.
"I relation til ensomhed kan man i den eksistentielle vejledning bringe mere ømtålelige emner og fænomener i spil, der lægger sig omkring, hvad det vil sige at være i relationer med mennesker. Hvad er venskab, kærlighed, fællesskab, ensomhed og tosomhed? Så kan en let sky og forlegen person, der knap nok tør sige noget for ikke at afsløre sig selv, sagtens deltage i sådan en samtale, uden at personen føler sig udstillet," mener Finn Thorbjørn Hansen.
Tid til at undre sig
Den eksistentielle vejledning er delt i henholdsvis gruppevejledning og individuel vejledning. I gruppevejledningen tages der udgangspunkt i sokratiske dialoggrupper. Disse samtalegrupper med 7-10 personer er funderet i fortællinger fra deltagernes levede liv ud fra et givent fænomen. Hensigten med samtalerne er ikke at forklare fænomenet som sådan, men at undres, fremhæver Finn Thorbjørn Hansen.
"En sokratisk samtalekultur er ikke et forsøg på at skabe en svarkultur, men en spørgekultur eller rettere sagt et undringsfællesskab. Man står ikke skarpt på egne meninger og vil have en debat, men man prøver nærmere at komme helt ud på kanten af sin egen virkelighedsforståelse og dele sin undren med andre," siger han.
Den individuelle vejledning minder om processen i de sokratiske dialoggrupper. Eleven gennemgår fem forskellige niveauer, hvor der med udgangspunkt i egen undren over et bestemt fænomen trækkes tanker ind udefra, citater og tekster fra store tænkere, hvorefter man igen ledes tilbage til sin egen undren, nu med et nyt perspektiv, og kan gå til handling. Dette foregår ikke på en abstrakt og intellektuel facon, men på en mere eksistentiel og reflekterende måde, der kan gå ind og rykke ved de forståelser eleverne har af et fænomen, såsom ensomhed. Hermed kan man ændre nogle tankemønstre og forestillinger, der er med til at skabe følelsen af ensomhed hos eleverne.