Fjumreår?
Gader og stræder er lige nu fyldte med hueklædte glade og lettede unge mennesker, som fejrer, at de nu har fået adgangsbillet til de videregående uddannelser. Spørgsmålet melder sig, om den billet skal indløses med det samme. Nogle ønsker at gå direkte i gang med en videregående uddannelse, men hovedparten vil først tage et eller flere sabbatår fyldt med arbejde, aktivitet og afklaring.
Det er imidlertid ikke alle unge, der går på sabbat med god samvittighed. Gennem hele deres skoletid er de blevet mødt med en retorik fra politikere, erhvervsliv og medier, som kritiserer deres ønske om at holde sabbatår efter 13 eller 14 års skolegang. Sabbatåret omdøbes til fjumreår. Det sker på trods af undersøgelser, der viser, at studerende med et eller to sabbatår i bagagen har mindre risiko for at falde fra en uddannelse end andre.
Faren ved retorik og lovgivning, der presser og stresser, er indlysende. Forfølger vi de unge med teknokratiske udmeldinger, risikerer vi at miste en hel generations innovative virkelyst, og samtidig knække dem, der har brug for afklaring, modning og støtte, før de kan leve op til studiernes krav. Måske bør vi bruge de unges læsepause til at foretage en retorisk forårsrengøring.
Vi må kort sagt sikre, at så mange studenterhuer som muligt får en lykkelig skæbne.
Lad os kalde det et Dannelsesår
På baggrund af vores erfaringer fra vejledningscentre og højskoler, kommer vi med en opfordring: Lad os erstatte den hårde retorik med et forbedret, forøget og fagligt fokuseret optag på de videregående uddannelser, og lad os i samme ombæring omdefinere de år, vi hidtil har opfattet som sabbatår. Dannelsesår er nemlig et langt mere passende begreb.
Dannelsesår er i øvrigt med til at give sorte tal på bundlinjen. Således viser en omfattende rapport fra Eurostudent, at danske kandidater er blandt Europas bedste, når det gælder overgangen fra studie til arbejdsmarked. Suppleret med danske undersøgelser, der viser højere gennemførselsprocent for studerende, der har haft et eller to års pause, danner der sig et ganske positivt mønster. Dannelsesår betaler sig, og de er den eneste oplagte vej til at nå regeringens mål om, at 60 pct. af de unge skal gennemføre en videregående uddannelse. Det er nemlig ikke 60 pct. af de unge, der er klar til en videregående uddannelse direkte efter deres gymnasiale uddannelse.
To grupper af unge
I forenklingens og formidlingens tegn vil vi her stille skarpt på to grupper af unge, som vi ofte møder både forvirrede og fortabte i overgangen mellem ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser. Det er de dovne drenge, og det er de perfektionistiske piger.
Begge grupper har svært ved at navigere i overgangen og risikerer aldrig at få færdiggjort en videregående uddannelse. For de dovne drenge gælder, at de faktisk overhovedet ikke er dovne, men godt gammeldags skoletrætte.
Der er to ting, en doven dreng for alt i verden ikke skal efter ungdomsuddannelsen. Den ene er at tage en indholdsløs pause. Den anden er at begynde på en videregående uddannelse.
Det er indlysende, at en dreng, der gennem 13-14 år er blevet mødt af skemaer og karakterark og måske kun med nød og næppe er slumpet gennem ungdomsuddannelsens karaktersystem, er i stor fare for at droppe ud, hvis han hovedkulds kaster sig ind i en videregående uddannelse, der kræver høj arbejdsmoral i yderligere fem år. Men den rette kur mod skoletræthed er ikke at
hoppe i den anden grøft og bare tage en retningsløs pause. Tværtimod viser ny forskning fra Center for Ungdomsforskning, at den dovne dreng, der tager en pause, er i fare for at "gå i tomgang" og ikke komme videre i uddannelsessystemet. Og her er vi tilbage ved pointen om, at den dovne dreng slet ikke er doven.
Når vi møder den dovne dreng på en højskole, bliver det hurtigt synligt, hvilken energi og arbejdsiver han besidder, når han får lov at indgå i en sammenhæng, hvor han kan dyrke sin interesse i et fællesskab, der er forpligtende, men uden karakterark.
I de senere år har højskolerne med stor succes samarbejdet med uddannelsesvejledere om en ordning, hvor unge uden ungdomsuddannelse kan komme på højskole med en mentor. Mentoren skal følge eleven og sikre, at opholdet på højskolen giver eleven social og faglig motivation til at tage en uddannelse efter højskolen.
Mentorordningen viser, at selv hos de unge, der har sværest ved at leve op til skiftende regeringers høje målsætninger, kan højskolen gøre en forskel. En nytænkning og udvidelse af højskolernes mentorordning kan være den tredje vej, der fører den dovne dreng fra ungdomsuddannelse til kandidatgrad.
Den dovne drengs modsætning er tilsyneladende den perfektionistiske pige. Hun virker ved første øjekast særdeles motiveret for videregående uddannelse. Hun har en del 12-taller med fra gymnasiet, og det vigtigste for hende er at kunne udvise selvkontrol i alle livets sammenhænge og yde 110 pct.
Når vi møder hende i vejledningsøjeblikket efter gymnasiet, bliver det dog ret tydeligt, at den perfektionistiske pige ikke skal møde megen modstand, før hun krakelerer.
Selvkontrollen betyder, at hun har vanskeligt ved at vælge uddannelse. Hun tør ganske enkelt ikke foretage et valg, førend hun er 100 pct. sikker på konsekvenserne af valget. Hun lægger al identitet og al fremtidig lykke ind i selv de ubetydeligste valg, og truslen om potentielt at kunne vælge "forkert" gør hende handlingslammet. For hende er det et valg af eksistentiel karakter, om hun skal tage psykologi eller filosofi som valgfag i 2.g.
For den perfektionistiske pige kan et dannelsesår efter gymnasiet være en hjælp til at få et andet, mere afslappet blik på sig selv. Gennem mødet med dagligdagen på en arbejdsplads, hvor man ikke altid kan yde 110 pct. i alle opgaver, og hvor man opdager, at det faktisk er ok; gennem sociale fællesskaber, der ikke handler om at præstere, men om at indgå meningsfulde relationer på f.eks en højskole; gennem rejser, hvor man må optræde selvstændigt og tage verdens uforudsigelighed, som den kommer. For den perfektionistiske pige gælder det i det hele taget om at tillade sig et dannelsesår, der udfordrer hende i evnen til at vælge og til at give slip på perfektionen. Det er vigtigt, at vi støtter hende i denne valgmulighed og ikke
presser hende for hurtigt ind på en videregående uddannelse, der risikerer at slå
hende i stykker. Det er netop udgangspunktet for vores opfordring til at omdøbe
sabbatår til dannelsesår. At vi giver alle unge muligheden for at komme så langt i uddannelsessystemet som muligt.
Dannelsesåret er ikke en nødvendighed
Et dannelsesår skal selvfølgelig ikke være en nødvendighed eller en tvang for de unge, der er parate til videregående uddannelse. Opfordringen er, at vi dropper den one-size-model, der kun passer få af de unge. At vi giver muligheder og veje i og til uddannelsessystemet, for dem der har godt af at møde verden uden for det formelle skolesystem, før de er parate til videregående uddannelse.
Det er på tide at se op fra Excel-arkenes søvndyssende linearitet, åbne verden lidt og anerkende, at innovation, opfindelser og demokratisk udvikling kræver både vildskab, vildveje og vanebrydning.
Det er levet liv, oplevelser og interaktion med andre, der er grundstenen i både demokratisk dannelse og innovative processer. Det kræver mennesker med udsyn og indblik. Mennesker med mod og selvindsigt. Og det kræver et samfund, der forstår, at netop de parametre er ligeså væsentlige karaktertræk hos unge som tallene på et gymnasialt karakterark. Med et positivt blik på dannelsesårets muligheder, med en retorik i såvel samfundsdebat som i uddannelsessystem, der understøtter unge menneskers udvikling gennem dannelsesår og med et forbedret, forøget og fagligt fokuseret optag på kvote to, får vi chancen for at få alle med.
Uddannelsesminister Morten Østergaard har ganske sympatisk opfordret til
at rive murene ned mellem uddannelsessystemet og erhvervslivet, men måske var
det en god ide at udvide perspektivet lidt. Vi skal have revet murene ned mellem tanken og tilværelsen. Og bare rolig, det skal nok ende i fakturaer.