Formål:
Formålet med HØJLYT er at styrke unge talenters skabertrang og selvtillid. Derudover ønsker HØJLYT at bidrage til højskolernes pædagogiske arbejde.
Projektbeskrivelse:
HØJLYTs vigtigste formål er at hylde processen omkring det at skabe en podcast. Det skal aldrig blive en platform, som melder nogen inde og ude på linje med pitch konkurrencer. Det er ikke et spørgsmål om at komme igennem “nåleøjet”. Konkurrencen er skabt for at gøre læringsprocessen mere ambitiøs og målbar. Erfaringen på Vallekilde Højskole er, at noget af den vigtigste læring opnås, når der arbejdes med læring gennem praksis; eleverne introduceres til håndgribelige redskaber og teknikker som de nemt kan bruge til at drive og realisere deres egne projekter. Målet med konkurrencen er, at eleverne vil føle, at det i højere grad er værdiskabende, når de skal skabe indhold, der skal leveres ved en deadline og præsenteres for et publikum og ikke mindst en anerkendt jury; for derefter at blive distribueret til et offentligt publikum. Derudover holder vi deltagerne i hånden gennem hele processen ved at invitere dem til en lærerig bootcamp, hvor de bliver klædt på til konkurrencen med viden og information. Ligesom deres underviseres involvering og støtte er alfa-omega for deres deltagelse.
Vallekilde Højskole er initiativtager og vært for begivenheden. Projektet er et samarbejde mellem tre af højskolens linjefag; Podcast, Tilrettelægger samt Event & Lederskab, hvor fagets undervisere har udviklet konceptet og produceret de overordnede rammer for HØJLYT. Eleverne på Event & Lederskab vil som en del af deres undervisning planlægge og afvikle arrangementerne og stå for al kommunikation og koordinering i forbindelse med hele processen. Eleverne på Tilrettelægger vil producere awardshowet og afvikle den tekniske del, hvor eleverne på Podcast vil være værter til bootcampen, men også selv deltage i konkurrencen. De tre linjer vil have fælles undervisningsdage, så de kan sparre med hinanden fagligt og forstå hvordan deres forskellige fagligheder i samspil skaber HØJLYT. Omkring 70 af Vallekilde Højskoles elever er direkte involveret i HØJLYT i en smuk blanding af at være projektledere, tekniske afviklere og deltagere i konkurrencen. Vi har også oplevet stor interesse fra andre af skolens elever, som også fik lyst til at indsende bidrag til konkurrencen, derfor er vi i skrivende stund i dialog omkring, hvordan vi kan invitere endnu flere elever til at blive en del af HØJLYT. Højlyt er altså et større tværfagligt projekt, der involverer fem hovedfagslærer, som hver bruger i omegnen af 20-25 timer på udvikling og planlægning af projektet på et semester. SAMARBEJDSPARTNERE Vallekilde Højskole har undersøgt interessen for deltagelse fra landets højskoler og har fået stor medvind. Udover de højskoler der deltog i 2021, Grundtvigs Højskole, Vestjyllands Højskole, Roskilde Festivals Højskole og Silkeborg Højskole, er vi på nuværende tidspunkt i dialog med Krogerup Højskole, Rødding Højskole, Jyderup Højskole, European Film College, Testrup Højskole, Egmont Højskole og Filmhøjskolen Møn, som alle har udvist stor interesse i at deltage og danne undervisningsforløb omkring HØJLYT 2022. I arbejdet med at indgå sponsoraftaler har vi inddraget eleverne på Event & Lederskab, så det er en del af deres opgave. Vi har guidet dem, så de har lært hvordan man kontakter mulige sponsorer, sælger dem ideen om HØJLYT og får lukket en aftale.
Bevilliget beløb: 91.500 kr.
Kontakt: Sarah Staalhøj sarah@vallekilde.dk
Evalueringsrapport