Oure Højskole: ”Innovative medborgere og bæredygtighedsagenter” (Pulje A)

Oure Højskole vil udvikle 2 læringsforløb, der uddanner eleverne til at blive bæredygtigheds agenter. Elevernes resultater bliver afprøvet i praksis i forbindelse med en stor event (Heartland Festival).

Formål

Formålet med projekt IMB er at udvikle og afprøve et læringsforløb, der kan udvikle højskoleelevers evner indenfor innovation i forhold til bæredygtighed og medborgerskab. Det er det overordnede ønske, at eleverne ser sig selv som ”agenter”, der har opnået kompetencer, som kan bæres videre efter endt højskoleophold, og som kan bidrage til et bæredygtigt og innovativt ”outreach” lokalt og globalt. Endvidere forventes det, at projektet kan fungere som en form for ”efteruddannelse” af højskolens lærere, med det formål at lærerne i fremtiden kunne være i stand til at udvikle læringsforløb med innovation og bæredygtig udvikling som sigte.

Projektbeskrivelse

Marts 2019:
Forberedelse af læringsforløb i samarbejde med konsulent og Heartland Festival.
Der skal udvikles 2 læringsforløb. Et med overskriften bæredygtighed og innovation og et med overskriften medborgerskab og innovation. Læringsforløbene tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål For Bæredygtig Udvikling og skal være overordnet beskrevet, men skal ligeledes give mulighed for, at eleverne kan påvirke læringsforløbenes indhold undervejs i forløbene.

April-maj 2019:
Gennemførelse af læringsforløb på Oure Højskole. Da det er af afgørende vigtighed, at projekt IMB er lystbåret, afvikles de 2 læringsforløb som valg- og bifag (3-5 timer pr. uge) på Oure Højskole.


30. maj – 1. juni 2019:
Afprøvning af teori i praksis på Heartland Festival
Projekt IMB kulminerer med gennemførelse af aktiviteter på Heartland Festival d. 30. Maj – 1. Juni 2019 – i alt 3 dage. Bæredygtighed og innovation skal afprøve diverse prototyper indenfor bæredygtighed og miljø i samarbejde med ansatte fra Heartland Festival. Medborgerskab og innovation skal afvikle et oplevelsesdesign indenfor bæredygtighed og performativ kunst, med det formål at inspirere, forundre og påvirke festivalens gæster.

Formidling

Beskrivelser af læringsforløb, dokumentarfilm samt rapport om forløbet kan findes på skolens hjemmeside ultimo juni.

Bevilliget beløb: 60.000 kr.

Kontakt: Thomas Bundgaard; tb@oure.dk

Læs rapporten her