Formål
Med praktik som led i et højskole forløb, kan vi tilbyde et spændende læringsrum for eleverne, hvor vi kan være med dem i praktiske læringssituationer og med en autentisk ramme f.eks. på en gård. Eleverne på Det lille jordbrug 2018 (det første forløb), har løbende og i evalueringen udtrykt stor begejstring for kombination af reflekterende højskoleophold og praktikophold, hvor de arbejder fysisk på gården og tilegner sig praktiske færdigheder og indsigt i livet på landet. I dette projekt ønsker vi at opkvalificere praktikdelen.
Projektbeskrivelse
1)Udvikle og implementere metoder som kobler højskole og praktik bedre sammen og skaber højskole i praktikken. Eksempler på nogle af de ideer vi gerne vil udvikle videre på og implementere er:
- Værktøjer til hvordan praktikværter kan forventningsafstemme og løbende evaluere med eleven om at lære om livet på landet og elevens læring/vej.
- Værktøjer til hvordan den viden eleverne præsenteres for på højskolen bliver omsat til praksis i praktikmodulet.
- Især til slut i perioden, kan eleverne stå for projekter selv på gården. Derfor vil vi udvikle og implementere et mindre forskningsprojekt, hvor alle praktikanter får et lille stykke jord på gårdene, hvor de kan prøve en metode til at styrke og helbrede planter, som de er blevet præsenteret for på skolen.
2) Udvikling af et praktikværtskursus, som alle praktikværter skal på inden de bliver praktikværter på Det lille jordbrug. Det skal klæde praktikværterne på til at skabe højskolestemning på deres praktiksteder (tid til refleksion og eftertanke, hvad er den gode samtale? Dialog om verden og mennesker, tid til og fokus på det almene liv på gården m.m.)
Formidling
Vi vil lave en detaljeret evaluering af projektet, så andre højskoler kan drage nytte af de erfaringer vi gør os. Den vil bl.a. indeholde de værktøjer vi udvikler til at få højskole mere med i praktik, samt den model vi laver for praktikværtskurset.
Bevilliget beløb: 89.590 kr.
Kontakt: Nanna Bredholdt; nannabth@gmail.com