Egmont Højskolen: ”Tobii or not to be” 2

Gennem interne kurser og praktisk anvendelse af hjælpemidler til mennesker uden verbalt sprog vil Egmont styrke kommunikationen, genuin inklusion og mulighed for højskoleophold for elever uden verbalt sprog.

Formål:

Med baggrund i efterårets projekt samt skolens værdigrundlag er projektets mål at klæde højskolen og dens ansatte bedre på til at inkludere elever med et kommunikationshandicap, samt støtte op om deres udvikling som aktive, deltagende, myndige og demokratiske medborgere.

Projektbeskrivelse:

I løbet af foråret 2022 vil vi afholde en række workshops og oplæg for følgende grupper på skolen:

  • Fællesoplæg for alle elever på skolen, hvor de introduceres til hvad et kommunikationshandicap er, samt introduceres til hvordan udvalgte elever kommunikerer. Det kan være gennem et elektronisk kommunikationshjælpemiddel, gennem en struktureret spørgeteknik eller gennem udpegning på et tatoveret alfabet på armen.
  • 7-8 Workshops for assistent teams (deltagerne her er også elever på Egmont Højskolen), hvor de mere detaljeret bliver klædt på til at støtte op om deres arbejdsgivers kommunikationsudvikling, samt får en introduktion til hvordan de kan fejlfinde og afhjælpe de mest almindelige fejl på de elektroniske kommunikationsmaskiner.
  • Workshops for i alt 30 hjælpelærere fordelt på 4-5 gange. Hjælpelærerne hjælper vores elever med en funktionsnedsættelse i undervisningen og har derfor tæt kontakt til denne elevgruppe, da de som oftest har brug for betydelig en-til-en hjælp. Det er derfor vigtigt at hjælpelærerne er klædt på til at kunne støtte op om kommunikationen med de forskellige kommunikationshjælpemidler.
  • Et fællesoplæg med efterfølgende workshops (3-4) for undervisere og andre ansatte på Egmont Højskolen. For at en underviser kan forberede undervisning og opgaver/projekter/spørgsmål har han/hun brug for et kendskab til hvilke ord der findes i kommunikationssystemet og hvordan systemet er bygget op. Derigennem vil de kunne tilpasse undervisningen samt liste det ordforråd der eventuelt måtte mangle til deres specifikke fag.

Formidling:

Efter afviklingen af dette projekt vil Egmont Højskolen have en erfaring og køreplan til undervisning af kommende assistentelever og nyansatte medarbejdere, så alle med direkte kontakt til eleverne har en basal viden om kommunikationshjælpemidler og programmer.

Efter projektet vil de udviklede undervisningsmaterialer tilbydes til projektets samarbejdspartnere og andre med interesse i materialet. Endvidere vil vi have kursusmateriale parat, så vi kan undervise elevernes familie i brugen af kommunikationsprogrammerne.

Projektet vil bliver beskrevet på Egmont Højskolens hjemmeside og i vores nyhedsbrev.

Bevilliget beløb: 34.530 kr.

Kontakt: Søren Kristensen    

sm@egmont-hs.dk