Skoleudviklingspuljen

Skoleudviklingspuljen støtter højskoler, der ønsker at arbejde med forsøgs- og udviklingsprojekter inden for højskoleloven. Projekterne skal være skoleinitierede. 

Der er ansøgningsfrist to gange årligt henholdsvis d. 1. marts og d. 1. oktober.

Ansøg her

Formålet med skoleudviklingspuljen er at bidrage til nye perspektiver på højskolen gennem forsøgs- og udviklingsprojekter. Med støtte fra puljen får højskolerne mulighed for at udfolde nye tiltag, formater og initiativer, som kan styrke både den enkelte højskole og den samlede højskoleverden. 

Skoleudviklingspuljen understøtter afprøvning af idéer, særlige forløb, udvikling af den pædagogiske praksis, nye tiltag inden for undervisning og samvær osv.

Projekterne kan være praksisorienterede, men kan også beskæftige sig med højskolens opgave og idé.  

 

Inden for de bevillingsmæssige rammer på de årlige finanslove oprettes en pulje, skoleudviklingspuljen, med det formål at yde tilskud til forsøgs- og udviklingsprojekter inden for højskolelovens rammer. 

I 2024 er der afsat 695.000 kr. til skoleudviklingspuljen. Beløbet fordeles som udgangspunkt ligeligt mellem to ansøgningsrunder (marts og oktober). 
 


 

Skoleudviklingspuljen kan kun søges af tilskudsberettigede højskoler under højskoleloven. Man kan søge som enkelt højskole eller flere højskoler i forening.  Samarbejder med organisationer, andre skoletyper mv. er velkomment, men det er højskolen, der søger puljen og er afsender på ansøgningen.

I vurderingen af alle indkomne ansøgninger lægges der vægt på følgende i bevillingsprocessen: 

  • I hvor høj grad bidrager projektet til udvikling af både den enkelte højskole og den samlede højskoleverden? 
  • Er der sammenhæng mellem projektets formål, indhold og budgettet?
  • Hvordan projektet og projektets resultater og erfaringer forankres på skolen, f.eks. blandt medarbejderne, eleverne og øvrige målgrupper 
  • Hvordan projektet ønskes formidlet til relevante målgrupper. 
  • I hvor høj grad projektet gennemføres i samarbejde med andre højskoler, andre skoleformer, foreninger, organisationer, erhvervslivet osv. 
  • Hvorvidt projektet forholder sig til eksisterende erfaringer og initiativer, der har relevans for projektet. 
     

I enkelte tilfælde kan der kræves uddybninger eller yderligere oplysninger til en ansøgning. 

 
Øvrige krav til ansøgningen 

  • Puljen støtter nye projekter, og der gives derfor ikke støtte til projekter eller aktiviteter, der allerede er i gang eller allerede er afviklet. Projektperioden kan tidligst starte to måneder efter ansøgningsfristen. 
  • Projekterne kan være flerårige. 
  • Der er ikke fastsat en øvre grænse for, hvor stort et beløb, man kan søge, men der opfordres til at tage puljens samlede størrelse i betragtning ved ansøgning. 

 
Hvad kan jeg søge støtte til? 
Skoleudviklingspuljen støtter både større og mindre projekter. Der kan også søges midler til et pilotprojekt eller et for-projekt for en senere større ansøgning. 
 
Der kan f.eks. søges midler til 

  • Frikøb af medarbejdere, så der er tid til at arbejde med projektet  
  • Udgifter til aktiviteter og transportdækning 
  • Undersøgelser med henblik på skoleudvikling, der f.eks. omhandler højskolens undervisning, samvær eller pædagogik. 
  • Udgifter til eksterne samarbejdspartnere 
  • Materialeudgifter direkte koblet til projektet 

 
Der gives ikke støtte til 

  • Nedsættelse af elevbetaling 
  • Generelt markedsføringsarbejde 
  • Generelle materialeudgifter og anskaffelser uden for projektet 

Ansøgningen udfyldes elektronisk, og du modtager en kvittering, når ansøgningen er indsendt. I ansøgningsskemaet kan du vedhæfte øvrige filer.  
 
Det obligatoriske ansøgningsskema udfyldes og skal indeholde følgende: 

  • En projektbeskrivelse, herunder formål, projektperiode, aktiviteter og målgruppe mm. 
  • Et budget med en tydelig sammenhæng mellem budgetposter og projektets indhold (anvend den obligatoriske budgetskabelon) 
  • Underskrift fra forstander og projektleder 
  • Evt. øvrige, relevante dokumenter 

Ansøg her

Alle ansøgere opfordres til at kontakte sekretær for skoleudviklingspuljens bevillingsudvalg forud for indsendelse af en ansøgning. Se kontaktinformation for sekretæren nederst på denne hjemmeside. 

Der er ansøgningsfrist to gange årligt henholdsvis d. 1. marts kl. 23.59 og d. 1. oktober kl. 23.59

Ansøgere til skoleudviklingspuljen kan forvente svar senest halvanden måned efter hver ansøgningsfrist.  
 
Hvis bevillingsudvalget vælger at støtte projektet, vil højskolen modtage et tilsagnsbrev, hvor man kan læse bevillingsudvalgets begrundelse for at støtte projektet. Brevet kan også indeholde bemærkninger eller ændrede forhold ift. den oprindelige ansøgning og beløb. Det er derfor vigtigt at højskolen læser bevillingsbrevet. 
 
Hvis bevillingsudvalget vælger ikke at støtte projektet, vil højskolen modtage et afslagsbrev om, at ansøgningen er afslået. I afslagsbrevet fremgår bevillingsgruppens begrundelse for afslaget. 

Vurderingen af ansøgningerne foretages af et bevillingsudvalg nedsat af FFD. Udvalget har den endelige afgørelse vedrørende tildeling af midler til projekter. Udvalget består af et medlem af FFD's bestyrelse samt to uvildige medlemmer udpeget af FFD's bestyrelse. En konsulent fra Folkehøjskolernes forening i Danmark (FFD) er sekretær for bevillingsudvalget. 

Bevillingsudvalget for skoleudviklingspuljen består af:  

  • Jonas Borsøe, bestyrelsesmedlem i FFD og lærer på Silkeborg Højskole 
  • Simon Finnerup, underviser på Den frie Lærerskole og tidligere højskolelærer 
  • Jonas Lysgaard, adjunkt på DPU og forsker i de frie skoler 

Afrapporteringen skal sendes både til FFD’s sekretariats hovedmail (kontor@ffd.dk) og til sekretæren for skoleudviklingspuljens bevillingsudvalg. Se kontaktinformation for sekretæren nederst på denne side.  

Afrapporteringen skal indsendes senest to måneder efter projektperiodens afslutning. 
 
Du kan læse mere om krav til afrapportering for projekter her: 
 
Afvigelser i projektet 
Det er tilladt at afvige med op til 20 % i det godkendte budget ved at flytte midler mellem budgetposterne og/eller oprette nye budgetposter med mindre andre forhold er angivet i tilsagnsbrevet. Midlerne skal dog stadig anvendes i henhold til projektets formål. Er der tale om større afvigelser, eller problemer med at gennemføre projektet, skal sekretæren for bevillingsudvalget kontaktes. 

 

Når projektet er afrapporteret og godkendt, udbetales pengene til højskolen. Det er sekretæren for bevillingsudvalget, der godkender den samlede afrapportering, snarest muligt efter den er modtaget fra højskolen.  
 
Højskolen vil modtage et udbetalingsbrev med besked om, at afrapporteringen er godkendt. I udbetalingsbrevet fremgår det beløb der udbetales til højskolen. 
 

Rådgivning og spørgsmål

Ved spørgsmål om puljens formål og støttemuligheder, retningslinjer, ansøgningsproces, gennemførelse af projektet, udbetaling mv. kan man kontakte bevillingsudvalget sekretær. 

Alle ansøgere til skoleudviklingspuljen opfordres til at kontakte FFD’s sekretariat og sekretæren for bevillingsudvalget forud for en ansøgning. 

Mette Kylsø
Udviklingskonsulent
Rådgivning

Puljeadministration og vejledningsindsats