Idrætshøjskolen Bosei: Højskolerne blomstrer vildt

Bosei vil omdanne 10 hektar af skolens arealer til biodivers natur med skov, eng, sø og naturgræsning.

Formål:

Idrætshøjskolen Bosei vil med dette projekt forbedre biodiversiteten på højskolens græsarealer i Faksinge Skov samt genskabe et 10 ha stort naturområde. Samtidig er formålet at højskoleelever, gennem Idrætshøjskolen Bosei’s det nystartede projekt ”Højskolerne blomstrer vildt”, aktivt inddrages i arbejdet med naturgenopretning og dermed opnår praktisk og teoretisk viden om natur og biodiversitet.

Projektbeskrivelse:

Projektet er inddelt i to faser. Første fase af projektet igangsættes ultimo maj 2021. I første fase igangsættes ”Højskolerne blomstrer vildt” som er et nystartet projekt på initiativ af Idrætshøjskolen Bosei og er et samarbejde mellem FFD og flere andre danske højskoler. Projektet igangsættes med afsatte temadage med foredragsholdere, undervisning og workshops med temaer inden for natur og biodiversitet.

I temadagene skal dele af skolens græsområder på i alt ca. 350 m2 omdannes fra monokulturer til vilde blomsterarealer. Arealerne skal tiltrække de vilde bier, svirrefluer og sommerfugle. Konkret skal følgende aktiviteter finde sted i første fase:


• Den næringsholdige tørv/jord fjernes
• Den overskydende tørv etableres til banker og bunker, der giver terrænvariation og levesteder
• Der strøs sand på udvalgte dele af arealerne for at reducere næringshold
• Der introduceres vilde hjemmehørende urter og vedplanter, dels i form af frø, dels i form af stauder og tørv taget fra artsrige lokaliteter i nærområdet
• Udlægning af stammer til naturligt henfald
• Udlægning af stendynger til ophold og overvintring for insekter og smådyr
• Der arbejdes med forskellige naturtyper: våde, tørre, næringsfattige og næringsrige

Anden fase af projektet igangsættes ultimo august 2021. Her skal det 10 ha store areal indhegnes og shelter etableres så dyrehold kan sættes ud. Hegnet får leveret strøm direkte fra skolens solcelle anlæg.

Der skal desuden etableres opholdsområde med naturformidling, hvor besøgende kan blive klogere på natur, plante- og dyreliv i området. Konkret skal følgende aktiviteter finde sted i anden fase:

• 10 ha udlægges med ekstensiv helårsgræsning uden tilskudsfodring. Ca. 3 ha med eksisterende eng, 6 ha med tidligere landbrugsjord og ca. 1 ha med skov og vandhul
• Opsætning af shelter for græssende dyr
• Hegning med klaplåger som gør adgang nem for publikum
• Opsætning af vandposter
• Etablering af simpelt opholdsområde med bord bænkesæt og bålplads.

Formidling:

Projektets styregruppe vil løbende føre logbog over projektets aktiviteter og resultater. Dette skal ved projektafslutning munde ud i en mindre rapport som beskriver formål, aktiviteter, resultater og erfaringer med projektforløbet. Denne sendes til FFD. Derudover er det forventeligt, at lokale medier vil have interesse i projektet og formidle projektet.

Bevilliget beløb: 85.472 kr.

Kontakt: Jacob S. Olsenjacob@bosei.dk