Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet

I juli 2016 trådte den nye integrationslov i kraft. Lovændringerne giver nye muligheder for et samarbejde mellem kommuner og højskoler om et højskoleophold under selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet.

Højskoleophold under selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet

Den 1. juli 2019 ændrede integrationsprogrammet navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet for alle nyankomne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge. For øvrige familiesammenførte benævnes programmet nu introduktionsprogram. Når en borger får tildelt asyl bliver vedkommende tilbudt et program i den kommune, som vedkommende flytter til. Det er især i denne tidlige integrationsindsats, at der er gode muligheder for at tilbyde et højskoleophold - både for job- og aktivetesparate flygtninge.

Betingelser for jobparate flygtninge

Et højskoleophold for jobparate flygtninge skal ifølge integrationslovens §24 indeholde følgende:

  • Den enkelte skal være mellem 18 - 29 år
  • I højskoleopholdet skal indgå sprogundervisning og et erhvervsrettet forløb, som skal udgøre mindst en tredjedel af den samlede undervisning. 
  • Tilbuddet gives i henhold til højskolelovens bestemmelser
  • Den enkelte skal, i forlængelse af højskolens eksisterende forpligtelse på vejledningsområdet, modtage individuel erhvervs- og uddannelsesvejledning.

Finansiering

Kommunen kan jf. integrationslovens §24 tilbyde jobparate udlændinge et højskoleophold efter en konkret vurdering. Kommunen kan dække egenbetaling for deltagelse i op til 26 uger. Der ydes ikke statsrefusion for kommunernes udgift hertil. Dog vil udlændinge på højskole forsat udløse statstilskud.

For aktivitetsparate udlændinge kan et højskoleophold ligeledes udgøre en del af selvforsørgelses- og hjemrejseprogramme. For denne målgruppe er der ingen lovmæssige krav til indholdet af højskoleopholdet. Kommunerne vil i dette tilfælde modtage 50 % i statslig refusion af den afholdte udgift.

Højskolerne modtager statstilskud for elever med flygtningebaggrund under selvforsørgelses- og hjemrejseprogramme, uanset om der er tale om job- eller aktivetsparate flygtninge. Det betyder, at kommunen kun har udgifter til egenbetalingen.

På højskolen bliver de unge med flygtningebaggrund en del af et stort elevfællesskab.