Et højskoleophold der fremmer kreativitet, faglighed og personlig udvikling
Er du i tvivl om, hvilken uddannelse du skal vælge? Måske er du droppet ud af din uddannelse? Eller er dine karakter fra 9. klasse ikke helt tilstrækkelige til at komme på lige netop den uddannelse, du drømmer om? Så brug disse intensive uger på at blive bedre i dine fag, og bedre til at være dig selv.
Vi tilbyder 23 ugers intensiv og underholdende undervisning i dansk og matematik, samt en masse sjove, kreative fag, hvor du sammen med en lille gruppe af andre unge (typisk 8-10 stykker), vil lære for livet.
Efter undervisningen bliver der tid til at slappe af, spille bold, bade, sejle kajak, fiske, tage en tur i vores motorbåd, hygge ved bålet med snobrød, spille musik, ture ud af huset og meget mere.
Når du starter her på Snoghøj, vil du møde din vejleder, som vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal efter dit højskoleophold, søge ind på uddannelser m.m.
Vi optager elever fra 17,5 år. Er du under 18, så klik her
På skolen bor du på hyggelige dobbeltværelser. Vi regnes for at være Danmarks smukkeste højskole med udsigt lige ned til Lillebælt med badebro og sauna. Vi har masser af natur omkring os, og et skønt søområde omgivet af skove. Bussen holder lige uden for døren, så det er nemt at komme til Kolding, Vejle og Odense herfra.
Om udvalgte fag:
Dansk: Vi arbejder med mundtlig og skriftlig dansk, bøjninger og grammatik med udgangspunkt i det niveau, den enkelte elev har. Måske er du ordblind eller har dansk som 2. sprog?
Matematik: Vi arbejder med de grundlæggende emner som talforståelse, regnearter, brøker, procent og geometri med udgangspunkt i den enkelte elevs faglige niveau.
For både dansk og matematik vil der være en afklaring af niveau både ved opstart og afslutning. Forløbet bliver tilpasset dine målsætninger og ønsker – uanset niveau.
Meta: Dette fag lærer den studerende at reflektere over sin egen læring og udvikle nye læringsmål. Man lærer her at indrage almene filosofiske og teoretiske forståelser, der kan inspirere til personlig udvikling. Man lærer også at sætte ord på sine egne karakteregenskaber, og hvordan disse påvirker ens faglige (kunsteriske) målsætninger.
Morgentræning: Vi har morgentræning hver morgen og man kan vælge mellem dans, walk’n talk, vinterbadning & sauna og yoga. Der lægges vægt på at få en god start på dagen
Gå til Højskolen Snoghøj hjemmeside