Skoler, der deltager i projektet

I 2025 afholdes der højskolekurser med dansk og matematik på henholdsvis Brande Højskole, Brenderup Højskole, Højskolen Snoghøj, Kalø Højskole, Løgumkloster Højskole, Nordfyns Højskole, Rønshoved Højskole, Ubberup Højskole, Ungdomshøjskolen ved Ribe og Vrå Højskole.

Brande Højskole

Brande højskole ligger i Midtjylland og har stor erfaring med ordblinde, tosprogede, skoletræthed og elever med lavt selvværd. Her kan man blive en del af et fællesskab, imens man bliver klar til en ungdomsuddannelse.

På Brande højskole kan man også fordybe sig i valgfag, f.eks. musik, esport, crossfit eller kunst.

Brenderup Højskole

Brenderup Højskole er en almen højskole, der ligger på Fyn. Vi har fokus på den bæredygtige livsstil igennem byggeri, friluftsliv, keramik, re-design, havefag, kunst og det gode liv. Vi viser dig gerne vores dejlige højskole, så kom forbi til en rundvisning og få fornemmelsen af fællesskabet og de mange nye muligheder og venskaber der venter på dig.

Højskolen Snoghøj

På Scenekunsthøjskolen Snoghøj ved Fredericia kan du blive klar til en ungdomsuddannelse. Ved siden af dansk og matematik kan du vælge imellem en masse kreative fag og sammen med andre unge blive klar til livet. 

Snoghøj er en højskole fuld af kreativitet, scenekunst og rig mulighed for at være i naturen, sejle kajak og meget andet. 

 

 

Kalø Højskole

Kalø Højskole ligger i det naturskønne Djursland. Her bliver eleverne en del af et stærkt fællesskab og får oplevelser for livet. 

Ved siden af dansk og matematikundervisningen kan man vælge imellem én af de tre hovedlinjer: Outdoor Ranger, Gro og Dannelsesrejsen. Og så er der også en masse spændende valgfag.

Løgumkloster Højskole

Løgumkloster Højskole ligger i Sønderjylland. Her er der plads til dig. Vi favner bredt og sætter nærværet først. Vi er en almen højskole med mange forskellige fag: Musik, Tekstil, Keramik, Filosofi, Have eller Selvindsigt.

Hos os kan du blive bedre til dansk og matematik ved at skrive eller lave mad. Vores undervisning tager udgangspunkt i faget danskfaget ”Skriv” og matematikfaget ”Madhåndværk”.

Nordfyns Højskole

Nordfyns Højskole er en mindre højskole med stor mangfoldighed. Her bliver eleverne mødt lige som den de er og der i livet hvor de er. Vi værner om det værdifulde i et mangfoldigt fællesskab og gør en dyd ud af at møde hinanden med nysgerrighed og nærvær.

Ved siden af muligheden for at dykke ned i danskfaget på en kreativ måde kan man vælge imellem mange fag inden for politik, kultur, sport, game design, friluftsliv og bæredygtighed.

Rønshoved Højskole

På Rønshoved Højskole i Sønderjylland bliver du en del af et fællesskab samtidig med at du styrker dine faglige og sociale sider. Hos os nørder vi med alt lige fra kreative, musikalske, filosofiske, politiske, frilufts- og idrætsfag til sprogfag,
som du måske ikke engang vidste fandtes.

Ubberup Højskole

Ubberup Højskole ligger ved Kalundborg på Sjælland. Her får du mulighed for at udvikle dig fagligt, kreativt og personligt i et støttende og inspirerende miljø.

På Ubberup handler det om at udforske, lære og vokse sammen med andre, der også er klar til at tage skridtet videre i deres liv.

Ungdomshøjskolen ved Ribe

Ungdomshøjskolen ved Ribe er for unge mellem 16 og 19 år. Her er plads til alle og vi har stort fokus på trivsel.

Som elev på højskolen kan du vælge frit mellem alle fag som Forfatterværksted, Matematik, Streetart, Fotografi, Parkour eller Musik.Du bliver del af et fællesskab med unge fra hele verden i højskolens trygge rammer.

Vrå Højskole

Vrå Højskole ligger i Nordjylland og er én af Danmarks ældste højskoler. Her får man viden og venner for livet.

På Vrå højskole sammensætter man selv sit skema. Man kan altså vælge mellem dansk og matematik, eller vælge begge dele, og samtidig have sjove, kreative højskolefag, såsom kickboxning, guitar eller foto for begyndere. 

 

Jakob Hvenegaard
Specialkonsulent
Rådgivning

Intensive læringsforløb, særlige målgrupper og unge uden ungdomsuddannelse.