Vi søger en køkkenassistent eller cater. Du behøver ikke være faglært, men du skal have lyst til at arbejde professionelt med mad og indgå i et team, hvor kvalitet, kreativitet og fællesskab er i fokus. Vores køkken er overvejende vegetarisk, så det er vigtigt, at du er stærk i at trylle med grøntsager.
Om jobbet
Til daglig laver vi mad til ca. 130 højskoleelever og medarbejdere, og i sommerperioden laver vi mad til op mod 120 sommerkursister. Opgaverne spænder bredt og omfatter blandt andet:
- Tilberedning af hverdagsmad i et grønt og sæsonbaseret køkken
- Medvirken til planlægning og afvikling af måltider og arrangementer
- Serviceopgaver, herunder klargøring til arrangementer og opvask
- Forefaldende arbejde i køkkenet
Højskoleeleverne hjælper også til i køkkenet, så du skal have lyst til at arbejde i et pædagogisk og socialt miljø med mange mennesker omkring dig.
Arbejdstid
Stillingen er fuldtid på hverdage. Vi har bemanding i tidsrummet kl. 7.00–20.00, men arbejdstiden kan i vid udstrækning tilrettelægges med hensyn til dine behov.
Der afholdes 6–8 weekendarrangementer om året med bemanding om lørdagen. Her forventes det, at du kan deltage i lidt over halvdelen.
Vi tilbyder
- Et kreativt køkken med plads til fantasi og medindflydelse
- Et sjovt, engageret og uformelt arbejdsmiljø
- En arbejdsplads med stærkt fællesskab og højt humør
Praktisk information
Ansøgningsfrist: 24. maj
Opstart: Hurtigst muligt, men vi venter på den rette kandidat.
Send din ansøgning til job@grundtvigs.dk.
Om Grundtvigs Højskole
Grundtvigs Højskole er en historisk højskole med rødder tilbage til 1856. Vores bygninger er dog nyere, og køkkenet er moderne. Skolen ligger i en park i udkanten af Hillerød og har ca. 100 årselever og 30 dygtige og søde medarbejdere.
Skolens virksomhed består i perioden september til maj af lange kurser af 4–8 måneders varighed med primært unge elever i aldersgruppen 18–25 år.